189 / 233
181
Folkeliv som nutildags.
Man hørte ikke saa ofte
virkelig godt Fortepianospil i en Familiekreds, lige
som hin Tids Instrumenter i visse Retninger stode
langt tilbage for Nutidens, navnlig da med Hensyn
til Styrke, Fylde og Omfang.
En firstemmig Sang
var en hel Sjeldenhed, et fuldtalligt Chor noget
Ukjendt udenfor Theatret.
Dog skulde alt Sligt
ikke kunne have naaet allerede nu en saa kraftig
Udvikling, hvis det ikke havde begyndt at røre sig
i den Periode, vi her nærmest tænke paa.
Man
maa nemlig ikke tro, at det var en i musikalsk
Henseende død og ufrugtbar Tid.
Tvertimod, der
var ogsaa dengang som altid i Kjøbenhavn Sands
for og Kjærlighed til Musik; vi havde ogsaa den
gang store Mestere og der rørte sig ogsaa da en
Længsel efter at gjøre Musiken til Folkets Ejen
dom. Maaske har ingen anden Periode hos os havt
et saadant Kløverblad at opvise som: Kuhlau, Weyse
og Hartmann. Deres Navne ville staa med en evig
Glorie i den danske Musiks Historie og ville altid
have en god Klang langt udover vort Fædrelands
snevre Grændser.
Foruden den for Alle fattelige
Skjønhed i deres større og mangfoldige mindre
Kompositioner, hvoraf mange saa Dagen netop i det
af os her betegnede Tidsrum, havde disse med de
res nationale hjemlige Klang en forunderlig Til
trækning for det danske Folk, der mangen Gang
ved dem følte Erindringer vaagne om en svunden
herlig Tid. De trængte derfor ind i Folket, levede