12 / 364
Københavns Kirkesag
og menigheden.
Nr. 1.
Januar.
1916.
Det Aar, der svandt.
Og siger altid Gud og Faderen Tak for alle Ting i vor
Herres Jesu Kristi Navn (Ef. 5, 20). Dette er et Ord, et
hvert Menneske har Grund til at lægge sig paa Sinde. Jo
mere man tænker over, hvad vi har at sige Gud Tak for,
desto mere vi! der stige frem i vor Erindring og vidne for
os om de uendelige Dybder i Guds Kærlighed.
Aaret, der svandt! Det bragte os gennem mange Bekym
ringer. Hvor let kunde vort lille Fædreland ikke være ble
ven hvirvlet ind i Verdenskrigens Malstrøm. Vi fik Lov at
leve i Fred, vort Folk kunde fortsætte sit vante Liv, for
en Del endogsaa under bedre Kaar end nogen Sinde før. Og
Kirkefondets Jubilæum, som vi ved Verdenskrigens Udbrud
næppe dristede os til at tænke paa, det fik vi Lov til at
holde, og vi fik Stilhed og Fred til at tænke paa alle de Vel
gerninger, der er strømmet ned fra det høje over det Ar
bejde, og al den Kærlighed, hvormed troende Mennesker i
Løbet af de fem og tyve Aar er kommet os i Møde.
Jubilæet bragte nye Vidnesbyrd om alt dette og bragte en
stor Opmuntring til at blive ved med denne Gerning og til
at søge at finde Vejen frem der, hvor der endnu er uopdyrket
Vildnis.
Saa give Gud os da sin Naade til at fortsætte, han hjælpe
os at overvinde de Vanskeligheder, der maatte møde os, og
han skyde os gode Raad i Sinde.
Men alle de mange, som i de 25 Aar har staaet os bi
med deres Kærlighed, som har støttet os med deres Gaver,
og som har bedt for den store Sag, siger vi en hjertelig og
inderlig lak.
Harald Westergaard.