17 / 364
6
præstelige Samvittighed, der ikke tillader ham at Døjes mecl-
at hjælpe dem, der først har søgt ham, men kommer der
ogsaa i Følge sin lovlige Kaldelse dertil.
Vi haaber, at Forholdene ogsaa i Fremtiden vil forme
sig saaledes, at vi ikke faar Brug' for denne nye Ret; men vi
er taknemmelige over, at den er givet os, og det fortjener
at fremhæves, at det skyldes Kultusministeriets Initiativ, at
vi har faaet den.
Chr. Seidelin.
En Kærlighedsgave.
Fra københavnske Menigheder til Skjern Kirke.
I »Indre Missions Tidende« fortæller Pastor A. Fibiger føl
gende:
De københavnske Menigheder bærer jo nu — som rime
ligt er — Hovedparten af Udgifterne ved Kirkernes Opførelse
og Drift herinde.
Men aldrig vil det blive glemt, hvilken Indsats af Kærlig
hed og Offervillighed vore Venner paa Landet Aar igennem
har præsteret overfor Københavns Kirkesag. Hvor mange
Gaver har vi ikke indsamlet, og hvor megen Kærlighed har
vi ikke mødt paa vore Rejser! Og det var jo ikke for vor per
sonlige Skyld, men fordi Vennerne derude forstod Sagens
aåndelige Nødvendighed. Og paa en Tid, hvor Stat og Kom
mune i kortsynet Letsindighed skød Opgaven fra sig, rejste-
Guds Folk sig endrægtigt Landet over og opførte nye Guds
huse herinde, fordi de vidste, at Guds Ord var det eneste
Bolværk, der duede overfor Synd, og at hvis Hovedstaden
gik til Grunde i Synd, vilde Fordærvelsen snart oversvømme
hele Landet. —
Et af de Steder, hvor der gennem mange Aar er bleven
ofret store Beløb af frivillige Gaver til Københavns Kirkesag,
er Skern. En Gang, da ogsaa undertegnede var derovre og
havde faaet, som ofte før, en stor og rundelig Gave til Kirke
sagen, kom det paa Tale, da vi om Aftenen sad nogle Ven
ner sammen ved det i Jylland traditionelle Natte- og Kaffe
sæde, at nu vilde Menigheden i Skern jo snart faa sin egen
Kirkesag, idet deres gamle Kirke skulde nedrives og udvides.
En af Vennerne udtalte da, halvt i Spøg, at nu kunde de
jo faa at se,
0111
Københavnerne vilde ofre noget for at hjæl
pe dem derovre, ligesom vi havde faaet saa megen Hjælp hos
dem. Dertil svarede jeg, at hvis deres Sognepræst vilde kom
me over og prædike i Éliaskirken, skulde han nok faa en
Kærlighedsgave med hjem som Udtryk for vor Taknem
melighed.
Da nu Sagen blev til Alvor med Kirkebyggeriet ovre i