124 / 364
101
men med dem sidder to Medlemmer, som Kirkefondet selv
vælger.
Paragrafen (19) slutter med, at det iøvrigt bestemmes
ved
kgl. Anordning,
i hvilket Omfang Lovens andre Regler
skal komme til Anvendelse paa disse Kirker. Denne Anord
ning er dog endnu ikke givet, men ventes snart og tør efter
Kirkeministeriets Velvillie overfor Kirkefondet antages at
blive overenstemmende med vor Tarv.
Af Lovens øvrige Bestemmelser er der Grund til at frem-
liæve enkelte, der i alt Fald for en stor Del kan siges at
være Frugten af Kirkesags-Bevægelsen.
Nemlig § 7:
Udlejning af Kirkers Stolestader maa frem
tidig ikke finde Sted.
Ved disse faa Ord afskaffes med eet
Slag en gammel Kiikeskik, som vel engang har haft nogen
Ret, men som forlængst var antikveret, og som baade voldte
stadig Uro ved Gudstjenesten og var en Kilde til fortsat
Uvilje og forargelse i store Dele af Befolkningen. Vi glæder
os over, at det Princip om de frie og aabne Kirkestole, som
Kirkefondet fra den første Begyndelse bar gennemført i sine
Kirker, nu endelig er naaet til Sejr overalt i den danske
Kirke.
Og i §
6
, der giver Regler for en Vedtægt angaaende Be
taling for Kirkers Brug og visse Ydelser (Orgel og Kor) ved
særskilte Handlinger, er der dels udtalt, at »ved
Daabshand-
linger,
der udføres i umiddelbar Forbindelse med den almin
delige Gudstjeneste, maa der ikke kræves Betaling for Orgel
spil«. Dette er vel i Princippet ikke noget nyt (— det kan sik
kert udredes alt af Kirkens ældre Lov og Praksis — men gør
dog lykkeligt Ende paa den Uskik, der endnu ikke var helt
til Ende, at sjofle den »ordinære« Daab (som jo hovedsage
lig bliver Smaafolks Daab) i Kirken — den, som netop bør
1
1
embæves som den rette kirkelige Daab og derfor fejres med
al sømmelig Højtidelighed.
Og endnu tilføjes det, at »for saa vidt Kirkens Midler til
lader det, kan der i Vedtægten træffes Bestemmelse om, i
hvilket Omfang fornævnte Ydelser (d. v. s. Orgelspil, Kor og
Klokkeringning) skal kunne finde Sted
uden Betaling«
(imod
Erstatning til Organisterne af Kirkens Kasse). Ogsaa heri er
Kirkefondstanker og Praksis kendelig, og man maa haabe,
at der ogsaa heraf kan naas et Skridt frem imod, at de
smaa føler sig hjemme i Kirkerne, saaledes som vi i Kirke-
1ondet har arbejdet for det fra Begyndelsen af. Kun maa
der vaages over, at den givne »Tilladelse« ikke udnyttes i
en forkert Aand, der kunde føre tilbage til gamle Uskikke
(navnlig Sondringen mellem »Forretninger« til »ordinær« og
til særlig Tid!).