120 / 364
Københavns Kirkeag
og Uenigheden.
Er der vundet noget ved Kirhesagen.
I ydre Henseende er der selvfølgelig vundet uhyre meget.
De mange nye Kirker, Byen har faaet i de sidste Aartier,
er et Vidnesbyrd derom, og disse Kirker har noget at for
tælle. De taler om Velsignelse fra det høje, fra ham, der er
rig nok til alle, som kalder paa ham. Mangfoldige Menne
sker vil tænke tilbage med Glæde og Tak paa de Festdage,
da Kirkehusene blev indviet til Menighedens Brug. Men
Spørgsmaalet er dette: blev disse Kirkebygninger saa til den
Velsignelse i Aandens Verden, som de mange glade Menne
sker paa Indvielsesdagene forestillede sig det?
Ja, vi kan med god Samvittighed sige, at der er naaet
overordentlig meget, i Arbejdet for Guds Rige i vor
Hoved
stad,
i
hele Landet,
ja endogsaa — hvor underligt det kan
lyde — langt
udenfor Landets
Grænser.
Der er for det
første
vundet dette, at
Kirkens Ære
er
reddet. For en Menneskealder siden stod Kirken i den al
mindelige Bevidsthed her i København ofte som en af
mægtig Fortidslevning, uden Livskraft, uden noget Forhold
til de Folkemasser, den var sat til at virke iblandt. Saaledes
ser man ikke længer paa den. Man véd, at der er Kraft og
Initiativ i Kirken, og at den kan magte de Opgaver, som Be
folkningens uhyre Vækst har stillet, og som Stat og Kom
mune regnede for sig uvedkommende; man forstaar, at den
er i Stand til at bringe de ydre Rammer i Orden, alt som
Befolkningen tager til.
For det
andet:
Kirken er bleven en
Magt
i Samfundet
gennem
Kærlighedsarbejdet
i den store By. Det hed sig, naar
der blev samlet Penge ind til at hygge Kirker for, at vi
gav de fattige Stene for Brød. Men det er en ren Misfor-
staaelse. Et Blik paa Aarsberetningerne fra de mange Me
nighedssamfund vil vise, hvorledes Pengene forrenter sig
gennem de store Beløb, der direkte kommer de fattige til
gode ved Menighedsplejen.
De Samvirkende Menighedsplejer
udfører et mægtigt Arbejde; den er bleven en Institution,
man regner med i det
sociale
Arbejde.