KøbenhavnsKirkesag

\ entepenge. De ældre Præster vil derfor i Virkeligheden være

stillet som under Folkekirken. For de yngre Præster vil del

være forholdsvis let at komme i Anvendelse. Præstestanden

som Helhed behøver derfor ikke at ængste sig. Menigheden

vil i mange Tilfælde føle Overgangen ret lempelig. Maaske

vil samme Præst og samme Kirke gaa med over i Frikirken,

maaske bliver der Kamp nogle Steder; men Øjeblikket er.'

saa vidt jeg kan skønne, saa gunstigt, som det kan blive. Tre

af de politiske Partier har sluttet sig til Programmet, kun de

Radikale vil ikke være ined. Selv Kirkeministeren lader dog

til at have nogen Sympati for Adskillelsen. Han har nylig

udtalt ved et offentligt Møde, at ban vil samle alle, der elsker

vor gamle Folkekirke; derved vib man bedst være med til at

berede den Dag, da Menigheden kan »frigøres fra Statens

f avntag«. Staten betragter ban altsaa som en paatrængende

Elsker, der paatvinger Kirken sine Kærtegn. Vanskeligheder

ne stammer, tror jeg, nærmest fra Menigheden; den er gen

nemgaaende meget konservativ, f. Eks, Indre Mission paa

Landet. Man synes, at man altid kan bore Ordet af troende

Præsters Mund, man forståar ikke, at man i Virkeligheden

gaar paa en Vulkan. Grundtvigianerne bar Tillid til Rigs

dagen, den er en udmærket Forsvarer, derfor ønsker de in

gen Forandring.

Jeg er ikke sangvinsk og mener ikke, det vil være let

at faa en Ordning i Stand nu; men hvad vil Betingelserne

blive, naar vi engang bliver færdige; det kan let gaa os, som

det gik Tarquinius Superbus med Sibyllen, der blev ved at

brænde sine Spaadomsbøger, til Kongen endelig gav efter.

For Tiden er Stemningen paafaldende forsonlig. Senere vil

man maaske ønske at faa Raadighed over de 5 Millioner, der

gaar til Præsteindtægter og ligeledes over Præstegaardene og

Kirkerne; Kirkefondets Kirker er vistnok de eneste, som Sta

ten ikke kan røre ved. Maaske vilde det ikke være til Skade

Ior Menigheden, at den saaledes kommer til at ofre noget, jeg

skal blot minde om den skotske Frikirke. Men paa den an

den Side, hvorfor skulde vi ikke tage imod de lempelige.

Kaai, der tilbydes os nu; det er jo ikke alene Pengene, det

gælder, der er ogsaa andre Værdier, det kommer an paa. Vi

vilde dog gerne bevare vor Langfredag, det vil vi ikke kunne

være sikre paa ved en voldelig Adskillelse.

•leg ti or, kristen er kort; thi alle Bevægelser foregaar me

get huitigt i vore Dage. Menigheden staar ved en Skillevej

nu, hvis den ikke vil ophæve Forbindelsen med Staten, maa

den i hvert Fald forberede sig ved at lære at leve sit Liv i

Uafhængighed i Ly af de Frihedslove, der er. De lire Mini

mumspunkter vil de nuværende Magthavere sikkert ikke ind

rømme os. Menigheden maa tage fat paa praktisk Arbejde,

hvis den ikke vil ind paa Adskillelsen nu. En Fordeling af-