136 / 364
ter for vore Broderlandes Præstestand, som vi i disse Dage har
den Glæde at se iblandt os.
Jeg skal da, saa godt jeg ud fra mit Lægmands-Syn formaar
det, gøre dette og samtidig pege paa Frugter af Arbejdet, som
fortjener at kendes, og som mulig vil kunne virke befrugtende
i vore Nabolande.
Københavns Kirkesag har sin Oprindelse henved en 30 Aar
tilbage. Med stigende Uro saa Kirkens Venner Byen vokse, uden
at der samtidig viste sig nogen Forstaaelse for Kirkens Tarv fra
deres Side, hvem Ansvaret den Gang paahvilede, Stat og Kom
mune. Da Forholdene havde udviklet sig saa vidt, at der var
Sogne op mod 70,000 Mennesker, og da Stat og Kommune af
gjort nægtede at sørge for de fornødne Kirkebygninger og, hvad
der ellers hører til kirkelig Betjening, da tog Kirkesagens Ven
ner fat og besluttede med Guds Hjælp at føre Sagen igennem ad
Frivillighedens Vej. En Kreds af Lægmænd sammenfattede Op
gaverne i et Program paa syv Punkter, og efter dette blev Ar
bejdet tilrettelagt.
Naar vi nu her vil se tilbage paa det Arbejde, som er sket,
skal jeg holde mig til nogle Hovedlinier:
Kirkebygninger og Sogneudskillelse.
Lægfolkets Deltagelse i Arbejdet.
Den økonomiske Side, og endelig :
Den nye Form, hvorunder Kirken opbygges indenfor Folke
kirkens Mure.
De store Sogne maatte deles. Mange holdt paa, at man godt
kunde have store Sogne, naar man ansatte flere Præster ved hvert.
Men Kirkefondets Mænd hævdede bestemt, at det rigtige var
smaa Sogne med højst 2 Præster. Man burde tilstræbe at bringe
Sognene ned paa højst 10,000 Mennesker. Og denne Anskuelse,
som vandt Sejr, har vist sig at være rigtig.
Man tog da fat og gik frem paa den Maade, at man i de
Sogne, som var for store, sikrede sig Byggeplads. Saa udskiltes
en Del af det for store Sogn til et Distrikt for sig, og der blev
ansat en Præst. Om ham dannede sig Distriktets Menighed, og
naar Distriktet havde naaet en vis Størrelse, blev det til et Sogn.
Saa snart man kunde, dannede man en Indsamlingskomité for
at indsamle den fornødne Sum til at bygge en Kirke for. Ved
Byggeriet gik man frem ad forskellige Veje. Man begyndte gerne
med smaa billige Bygninger. Man har saaledes benyttet en Jern
kirke, som lod sig flytte, og man har bygget af det lette Materiale,
som kaldes Kokolit, eller man har begyndt med et Menighedshus,
indtil Opgaven at bygge en varig Stenkirke kunde magtes. Un
dertiden købte man større Ejendomme, hvori der var passende
Lokaler, omdannede disse til Kirkebrug og frasolgte Resten. Man
rettede sig i det Hele efter Trangen og Forholdene og slog sig
ned, hvor Lejligheden var.
Da man først var begyndt, skred Arbejdet frem langt ud over,
113