146 / 364
115
af Byggegrunde og Opførelse af Kirker krævede store Midler.
Disse indkom dels gennem de før nævnte Indsamlingskomitéer,
dels gennem Kirkefondet, som dertil fra hele Landet fik store og
smaa Bidrag og betydelige Summer i testamentariske Gaver og
Legater. Og Kirkernes Drift krævede aarligt Bidrag til Udgifter
ne til Embedslønninger, Kirkens Pasning med Varme, Belys
ning, Vedligeholdelse og meget andet.
Dette viser, hvad der kunde udrettes ad Frivillighedens Vej.
Og her vil jeg særlig fremhæve en Tanke, som blev af Betyd
ning: Menighedernes
Selvunderhold,
at hver Menighed skulde
stræbe efter udelukkende af egne Midler at afholde Udgifterne
ved sin Kirkes Drift. Dette var en stor Opgave og meget forskel
lig i Vanskelighed, efter som de paagældende Menigheder var
fattige eller velstillede. Men Tanken slog an og blev gennemført
i henved Halvdelen af Menighederne.
Det maa dog her bemærkes, at der til Kirkernes Drift ved
blivende tilføres økonomisk Støtte i Præstepenge og Accidenser,
som er folkekirkelige Afgifter, og som ikke vil kunne undværes
uden fornyede Anstrengelser fra Menighedens Side.
Men det, at Kirkens Venner selv kom til at bringe saa store
Ofre, fik sin Betydning. Man var til at begynde med ganske
fremmed overfor den Tanke, at Kirkens økonomiske Liv kunde
bæres ad Frivillighedens Vej. Man var saa vant til, at alt dette
var noget, Staten sørgede for. Men efterhaanden fik man Syn for,
at naar Menigheden bliver sig sit Ansvar bevidst, saa fremvokser
ogsaa deraf Villigheden til at bringe Ofre for at fyldestgøre de
økonomiske Krav, Opgaven stiller.
Paa denne Maade har det økonomiske Spørgsmaal haft Betyd
ning ved at bidrage til at opdrage Menigheden til Uafhængighed.
Naar jeg før nævnede Lægfolket, saa vil jeg gerne fremhæve
den Betydning det havde, at
Mændene, Lægmændene,
kom ind i
Arbejdet. Kirkesagen var i sin Begyndelse en Lægmandsbevægel
se, og den kaldte efterhaanden mange Lægmænd til Tjenesten og
til Ansvaret, Lægmænd kan daarligt nøjes med at være Til
hørere, og de holder sig tilbage fra Deltagelse, hvis de kun
skal være Tilhørere; men lægger man Beslag paa deres
praktiske Evner, saa er de at faa i Tale, og de stiller sig til
Tjeneste. Og for dem selv virker Tjenesten befrugtende paa deres
aandelige Forstaaelse. Vi har efterhaanden mange Vidnesbyrd
om, at Lægmændene i stigende Grad har stillet deres Tjeneste
til Raadighed for Arbejdet. Og at der nu ved denne Deltagelse
fra Lægmænd tilføres Arbejdet for Guds Rige Kraft, er en Sag,
som kan faa den største Betydning for den danske Kirkes Fremtid.
Kvinderne har allerede længe i langt højere Grad end Mændene
baaret Arbejdet. Saa det er nu at vente, at Lægfolket, Mænd og
Kvinder tilsammen, paa en langt fyldigere Maade end før, vil tage
Ansvaret op for Kirkens Liv. Og dette er saa meget desto vigti