322 / 405
306
DEN NUVÆRENDE ANSTALT
1842— 1892
Bonus for de vigtigste Forsikringsarter samt Aftryk af Bonusloven, uddeltes
gratis ved Anstaltens Hovedkasse og ved alle dens Agenturer.
Udbetalingen
af Bonus for de andre Forsikringsarter fandt derefter Sted i Løbet af
Sommeren.
For de Overlevelsesrenters Vedkommende, hvor baade For
sørgeren og den Forsørgede vare i Live, begyndte Udbetalingen først i Maj.
Bonus for Livsforsikring maatte efter Lovens § 13 først udbetales 3 Maaneder
efter, at Loven var traadt i Kraft.
Udbetalingen begyndte allerede den 24
Juni. Sidst kom Bonusudbetalingen til Enkemænd, der havde meldt sig inden
den 23 Juni. Denne Udbetaling begyndte i August Maaned.
For at Bonusudbetalingerne ikke skulde hindre den ordinære daglige
Expedition, havde man sørget for et specielt Lokale dertil.
Som Følge
af denne Foranstaltning, og da man yderligere fordelte Udbetalingen over
flere Dage paa den Maade, at kun de Interessenter, hvis Efternavne be
gyndte med visse Bogstaver, fik Adgang samtidigt, foregik Udbetalingen let
og hurtigt.
v
Den Sum, der ialt blev uddelt som Bonus, svarede noget nær til den
Del af Overskudet, som Anstalten siden 1871 havde tjent ved den for
mindskede Dødelighed, idet denne Fortjeneste ifølge Opgjørelsen ved Ud
gangen af 1885 var c. 4 Millioner Kroner.
Hermed stod i Sammenhæng, at
den Tarif, hvorefter Bonusbeløbene udregnedes, som nævnt var grundet
alene paa den faktiske Dødelighed imellem Interessenterne i de 15 Aar
1871— 85. Det følger dog af sig selv, at det for Anstaltens fmantsielle Status
var uden Betydning, om det Beløb, Bonusloven krævede, toges af den ene
eller den anden Del af Overskudet.
Bonusudbetalingen havde derfor ikke
kunnet bringes i Forslag, naar ikke dens samlede Sum havde været en saa-
dan, som Anstalten ifølge sin hele Status passende kunde afse til dette Øjemed
uden Skade for sin Stabilitet, medens selve Beregningsmaaden af de enkelte
Beløb i og for sig var ligegyldig for Status og kun hvilede paa andre Hensyn.
Paa den anden Side kan det ikke nægtes, at den Karakter, Bonusbeløbene
efter Loven havde som Tilbagebetaling af for meget erlagt Præmie, var vel
egnet til at bibringe det store Publikum den Opfattelse, at Anstalten, naar
den var i Stand til at tilbagebetale saa store Brøkdele af Præmierne og dog
beholdt et betydeligt Overskud tilbage, maatte være altfor dyr. Hvor vrang
en slig Forestilling er, og hvor lidet det opsamlede Overskuds Størrelse
strider mod den Kjendsgjerning, at Anstaltens Tarifer netop ere billige, frem-
gaar af hvad der i sin Tid er sagt i Beretningen om den femaarige Op-
gjørelse 1885 samt i Motiverne til Bonusloven, og det er ikke her Stedet at