RosenborgSlotIllustreretVejledning

men ogsaa her var han uheldig, og da Tordenskjold i Dynekilen havde ødelagt

det Krigsmateriel, som var bestem t til at anvendes mod Fæstningen Frederiks-

sten, bleve Svenskerne nødte til at trække sig tilbage, fordi der nu tillige fra

en anden Kant truede en Fare, idet der fra dansk og russisk Side gjordes For

beredelser til en Landgang i Skaane. Denne blev im idlertid ikke iværksat, da

Frederik IV fik Mistanke om, at, Peter den Store, som med en anselig Krigs

magt 1716 var kommen til Kjøbehhavn, hvor han opholdt sig i længere Tid,

tænkte paa at erobre Danmark istedetfor at bekrige Sverig. Ved betimelig

trufne Foranstaltninger blev man heldigvis af med denne farlige Forbunds

fælle, som nu begyndte hemmelige Underhandlinger med Sverig om Danmarks

Sønderlemmelse. Disse Forhandlinger, der fra svensk Side førtes af Baron

Gortz, der tidligere havde været i den gottorpske Regerings Tjeneste og følgelig

nærede et brændende Had mod Danmark, førte dog ikke til det paatænkte Re

sultat, da Carl X II’ Fald ved Frederikshald 11. December 1718 og Sverigs ved

hans uafbrudte Krige foraarsagede slette finansielle Stilling tilraadede en snar

lig Afslutning af Fjendtlighederne. Ved Freden i Frederiksborg 3. Ju li 1720

m istede Sverig blandt Andet den Toldfrihed i Sundet, som var bleven indrøm

met i Freden i Brømsebro 1645, og forpligtede sig til ikke at understøtte Her

tugen af Gottorp; for Danmarks evige Besiddelse af Slesvig garanterede Eng

land og Frankrig.

Da roligere Forhold vare indtraadte, blev Frederik IV 4. September 1721

hyldet i den forrige gottorpske Del af Slesvig; men den hertugelige Regerings

Fjendskab, der var blevet forøget ved de ovenfor omtalte Begivenheder, voldte

Danmark fremdeles meget Besvær og fik en faretruende Karakter ved de For

bindelser, i hvilke det gottorpske Hus kom til at staa med den russiske Hersker

slægt. Først et halvt Aarhundrede senere lykkedes det at bringe denne Strid

til Afslutning.

I Begyndelsen af Frederik IV’ Regering blev en allerede langt tidligere paa

tænkt Foranstaltning truffen, idet Forordningen af 21. Februar 1702 ophævede

Vornedskabet, som herskede paa Sjælland og de omliggende mindre Øer. Af

skaffelsen af dette for Bondestanden saa trykkende: Afhængighedsforhold til

Jorddrotterne blev dog ikke af saa stor Betydning, som man kunde have ven

tet; thi den ved Forordningen af 22. Februar 1701 oprettede Landm ilits blev,

dels paa Grund af, at Udskrivningen til Krigstjeneste paa de adelige Godser

overlodes til Herremændene, dels ved flere senere trufne Bestemmelser, Kilden

til Stavnsbaandet, som endnu mere end Vornedskabet formindskede Bondens

personlige Frihed, og som desuden strakte sig over hele Landet. Stavnsbaan

det blev først afskaffet ved Forordningen af 20. Ju n i 1788.

Allerede medens Dronning Louise levede, indgik Frederik IV et morgana

tisk Ægteskab med Anna Sophie Reventlau, Datter af afdøde Storkansler Grev

Conrad Reventlau, født 16. April 1693. Denne Forening fandt Sted i Skander

borg, kort efter at Kongen 26. Ju n i 1712, tildels ved hendes Svogers, Grev Hol-

steins Hjælp, havde bortført hende fra Clausholm. Den 4. April 1721, to Dage

efter Dronning Louises Begravelse, blev Anna Sophie viet til Kongen til højre

Haand, og 30. Maj samme Aar kronede han hende paa Frederiksberg Slot. Chri

stian VI forviste hende im idlertid straks efter sin Thronbestigelse til Clausholm,

hvor hun døde 7. Jan u ar 1743. Intet af hendes Børn overlevede Barnealderen.

De fleste afFrederikIV ’ Søskende dødeideres tidlige Ungdom, og kun to op-

naaede en modnere Alder, nemlig Prins Carl, der døde 1729 i en Alder af 49 Aar,

og Prinsesse Sophie Hedvig, Stifterinden af Vemmetofte adelige Jom frukloster,

der døde 1735 i sit 58. Aar.

Ogsaa Frederik IV’ Død er, ligesom hans Faders, fremskyndet ved en ulyk