S_Københavnerliv

i88y

©øbettø

§o*t

t>&>

F . L. H oedt.

Sceneinstruktør og Skuespiller,

Professor F. L. Høedt.

23. Marts 1885.

Professor

Hoedt

er i Gaar i en Al

der af 65 Aar afgaaet ved Døden.

Med Professor Høedt er et af

dansk Teaters største og betyde

ligste Talenter gaaet bort. Man sagde

til

ham, at hans private Formue

havde gjort ham uafhængig, og

ham, at denne Formue havde øde

lagt hans Virksomhedsevne; Sand

heden er, at han havde Raad til

ikke at finde sig i en uforstandig

Teaterledelses Vilkaarlighed, men

det er ogsaa rigtigt, at hans sikre

Stilling ikke forøgede hans F o re

tagsomhed. Med sin mangeartede

Begavelse, der lod ham studere Te

ologi og Filosofi, fristede ham til dig

teriske Forsøg og drog ham mod

Scenen, vaklede han længe, førend

han gjorde sit Valg. Først 31 Aar

gammel debuterede han som Ham

let og gjorde stormende Lykke. Men

hermed havde han ligestraks givet

sit alt, selvom han senere spillede

mangfoldige andre Roller. Han

kæmpede for -sin Kongstanke om

Naturlighed i al scenisk F rem træ

den, men man gjorde ham ked af

hans Virksomhed paa Det kgl. Te

ater, og forlod det for sammen med

Michael Wiehe at gennemføre den

berømmelige Sæson paa Hofteatret.

Begge gik de sammen tilbage igen,

men Høedts Dage var talte. F ru

Heiberg vandt en stakket Sejr, fordi

Publikum snart højst ubilligt fore

kastede den fortrinlige Kunstner

inde hendes Alder — medens Høedt

blev pebet ud og trak sig tilbage.

Efter Udpibningen kunde han ikke

drives til at optræde paany.

Høedt forsøgte sig ogsaa som Fo r

fatter. Hans lille Digt »Ak kæreste

Hr. Guldsmed« med det populære

Omkvæd »Farvel lille Grete« synges

endnu til Prof. Gades Melodi, men

hans Skuespil »Madonna« blev en

uhjælpelig Fiasko, til Trods for, at

Michael Wiehe kæmpede som gjaldt

det Livet for at redde Stykket. Som

Sceneinstruktør fik Høedt derimod

den største Betydning. Han har

skabt de Skuespillerinder, der for

Øjeblikket er Det kgl. Teaters første:

F ru Eckardt, F ru Hennings og Fru

Nyrop. Høedt udpegedes ogsaa som

Teaterchef, men han afslog, turde

ikke paatage sig Ansvaret. Hans Ven

og Elev Fallesen overtog Posten,

Høedt græmmede sig og forlod Te

atret som Instruktør. Syslede der

efter lidt paa Folketeatret, men saa

kom Sygdommen, til sidst gik han

slet ikke ud, men tilbragte de sidste

fem-seks Aar paa sit Værelse, ensom

og sky — og nu han er død, kan

det godt siges: melankolsk og halvt

sindssyg.

Han var et nobelt Menneske og en

ægte Kunstner. Hans Værk vil for

nyes, og da vil Mindet om ham be

vares gennem Fremtidens Kunst.

(Af E dv. B randes’ N ekrolog.)

Digteren J. P. Jacobsen.

1. Maj 1885.

Igaar Eftermiddags Kl. 5 er

J. P.

Jacobsen

død i sit Barndomshjem

i Thisted. For ingen kommer dette

Dødsfald uventet. De, der stod ham

nær, h ar Aar igennem set Sygdom

men ubønhørlig nedbryde hans

Kraft og undergrave baade Sjæl og

Legem — og de Mange, der kun

kendte ham gennem hans Værker,

havde forlængst erfaret, at hans Liv

bestandig var truet af en uhelbrede

lig Svindsot. Alle vil med Sorg mod

tage Budskabet om, at den, der var

sin Slægts største Digter, ikke er

mere. —

Om hans Liv skal idag kun lidt

fortælles. Det var pletfrit. Han for

drede af sig selv — netop fordi han

var Fritænker — at hans Vandel

skulde være paa Højde med selv

den strengeste moralske Fordring.

Aldrig h a r han været i en uskøn

eller tvivlsom Situation. Han ude

lukkede sig fra enhver Oplevelse,

hvor Lidenskaber gør Menneskene

svage eller uberegnelige. Han syntes

os alle i de sidste Aar ren Åand.

Hans stakkels hentærede Legeme

v ar som et gennemsigtigt Giar, hvor

under man saa’ hans fine og ade-

J. P. Jacobsen.

lige Sjæl. Kielland havde kaldt ham

»Ekscellencen« for at betegne den

fornemme Ro, hvormed han førte

sig i Samtalen, og den overlegne

Maade, hvorpaa han bar sig i et

hvert Forhold. Han var til at be

gynde med tavs og forlegen — Tavs

heden beholdt han altid, Forlegen

heden gik af ham med Aarene.

Ikke for det, han havde altid væ

ret sikker paa sit Geni. Det er nu

tretten Aar, siden han en Vinternat

læste det Digt, som kaldes

En Ara

besk,

for en af sine Venner. Denne

anede intet om Jacobsens Digter

planer, men da saaledes denne dybt

ejendommelige Sprogtone fo'r første

Gang havde lydt for hans Øren,

sprang han op og udbrød: »Men Du

er jo Digter!« — »Ja, det ved jeg

nok,« sagde Jacobsen, »det h ar jeg

altid vidst.« —

Livet mister ikke lidet af sit Værd,

n aar de Bedste gaar bort, uden at

man forstaar, hvorledes de skal e r

stattes. Og der gaves ingen ædlere

Aand i Danmark end han, der nu

er død.

Edvard Brandes.

Eftermæle - fra den anden Side.

J. P. Jacobsens Virksomhed ligger

saa nær i Tiden, at man ikke let nu

kan fælde nogen Dom om dens bli

vende Betydning. Hans Værker vakte

ved deres Fremkomst en stor Op

sigt, navnlig var »Marie Grubbe«

Gjenstand for stærk Debat. Det lite-

raire Venstre vilde selvfølgelig tage

Jacobsens store Talent til Indtægt,

men med Urette: Jacobsens Stilling

var nærmest en Mellemstilling. Han

skildres af Venner som en saare

elskværdig Personlighed.

»Avisen«, 3. Maj 1885.