Cirk. ang. Svangerskabsafbrydelser.
621
1939.
meldelsen er afvist som urigtig, maa Svangerskabsafbrydel- 25 Sept.
sen ikke foretages.
I de øvrige Tilfælde kræves det ikke, at Forholdet skal
være anmeldt til Politiet. Ved de i Straffelovens § 217,
Stk. 1 og 3, og § 222 omhandlede Forhold vil det sædvanlig
vis uden Vanskelighed kunne fastslaas, at de deri nævnte
Betingelser er opfyldt. Derimod vil det, naar Kvinden paa-
beraaber sig Straffelovens §§ 210, 219, 220 eller 223, ofte
være svært for Lægen at afgøre, om hendes Forklaring er
rigtig. Saafremt Lægen ikke allerede ud fra sit Kendskab til
Kvinden og de Forhold, hvorunder hun lever, maa anse
hendes Forklaring for sandsynliggjort, bør han opfordre
hende til at lade Personer, der kender hendes Forhold, give
Møde for ham og afgive Forklaring. Opmærksomheden hen
ledes paa, at Lovens § 5 fastsætter, at den, som til Brug ved
Afgørelse af, om Betingelserne for Svangerskabsafbrydelse
foreligger, bevidner noget, hvorom han intet Kendskab har,
eller forsætlig afgiver urigtige Oplysninger, straffes efter
Straffelovens § 162 (med Bøde, Hæfte indtil 6 Maaneder eller
Fængsel indtil 4 Maaneder); hermed skal Lægen gøre de paa
gældende bekendt.
Saafremt Kvinden oplyser, at Forholdet er anmeldt til
Politiet, bør Lægen spørge Politiet som foran angivet.
III.
Afbrydelse af en Kvindes Svangerskab kan endelig
finde Sted,
naar der er nærliggende Fare for, at Barnet faa
Grund a f arvelige Anlæg vil blive lidende af Sindssygdom,
Aandssvaghed, andre svære mentale Forstyrrelser, Epilepsi eller
alvorlig og uhelbredelig legemlig Sygdom.
Anser Lægen sig ikke i Stand til paa egen Haand at
afgøre, om saadan Fare er nærliggende, bør han saa vidt
muligt indhente Erklæring fra en Specialist eller anden
særlig sagkyndig herom.
I Svangerskabsloven er der derhos foreskrevet følgende
almindelige Betingelser for Svangerskabsafbrydelsen:
Afbrydelse af Svangerskab maa, naar der ikke er al
vorlig Fare for Kvindens Liv eller Helbred, normalt ikke
foretages efter Udløbet af den 3die Svangerskabsmaaned.