HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn2Række

126

Sognedegnen i Brønshøj, Lorentz Pedersen Holst

en død, som i hele Uger skulde skrives; undertiden beordrer

han Skoleh. at forrette og kommer dog selv, efter at Tjenesten

er begyndt i Kirken. Og fordi jeg hartad er ked af at tale

med ham om saadanne Ting, voxer hans Uforskammethed des

mere. Om en Supplik har han længe talt, som skulde være ind

given til Rente-Cammeret om, at enten jeg eller Sognet eller

Biskoppen skulde blive tilholdet at skydse ham til Sogns, skønt

jeg anser det for hans sædvanlige Skryderi paa hans egen

Boldgade.«

Langt

0111

længe fik Degnen »clareret« med de to Skole

mestre. Det var imidlertid rigtigt nok, at han søgte om

fri Befordring paa Sognerejserne:.

»Jeg tager mig ydmygst den Dristighed at anmelde for D. H.,

at jeg umulig længer kan udholde udi det miserable Brønds

høy Degnekald, men maa enten emplojeres til noget bedre eller

nyde noget Tillæg, thi jeg kan hverken i disse dyre og be

sværlige Tider subsistere, langt mindre svare de mange Ud

gifter, efterdi det er ubilligt, at jeg skal betale det samme som

andre Degne, som har deres Tiende, og at jeg, som selv er

fattig, skal erlægge Skat for de fattige, saa og langt mindre

vedligeholde min Degnebolig eller istandsætte de oprejste

trende Fag Udhus, som omsider igen maa nedfalde, naar det

gamle Tømmer bliver vanddrukken og forraadner, hvis jeg ej

faar den forlangte Fljælp.

Min langvarige Bensvaghed har og aldeles sat mig paa

Knæene, saa jeg ej nu som tilforn kan formaa at gaa til Sogns,

siden jeg ej er tilfulde restitueret, thi jeg har ved den idelig

Gaaen, især om Vinteren, sat min Helsen til, og det er mig

umuligt herefter at faa nogen Vogn af Sognemændene, thi de

bliver ked af den idelig Overhæng, og de maa hver Løverdag

levere Sten til Kongevejen, saa jeg ingen Vogn kan faa om

Søndagen, og det falder mig for bekosteligt idelig at betale (!)

Skolemesteren i Rødovre; som derfor Gudstjeneste ej kan op

sættes, bønfalder jeg ydmygst D. H., at De naadigst vilde føje

den Anstalt, at jeg maatte nyde Befordring hver Søndag til

Rødovre, enten ved at udvirke en Øvrigheds-Befaling, at Bøn

derne skulde føre mig, da det kun kunde komme engang paa

hver om Aaret, eller Hr. Hersleb, som har Tienden, maa be

fordre mig til Sogns, hvilket ingen retsindig kan nægte var

billigt.«