86 / 276
LXXV
heldige Forandring, og denne Antagelse bestyrkes derved,
at — som vi siden skulde see — den samme Mand som
Archivar nogle og tyve Aar senere reddede Archivet fra
en stor og overhængende Fare i samme fletning.
Medens man hidtil i alt Væsenligt, med enkelte Und
tagelser, som i 1784 en Udlevering til Søkortarchivet, og
i 1786 den ovennævnte til det kongelige Bibliothek, havde
ladet hvert Archiv og hver lignende Institution udvikle
sig aldeles selvstændig og uafhængig af de andre, blev der
i 1804 gjort et Forsog paa at gjennemføre en vis Plan
mæssighed i Henseende til de Sager, der skulde henhøre
til de enkelte Samlinger. Ved Skrivelse af 10 Juli 1804
tilkjendegav det danske Cancelli Rentekammeret, at det,
for at erfare, hvorvidt der i Collegiernes Archiver fandtes
Documenter, som mere passende henhørte til at bevares
et andet Sted, ansaae det for tjenligt, at Archivarerne i
Rentekammeret, Departementet for de udenlandske Sager
og begge Cancellierne traadte sammen med Geheimear-
chivaren for at overlægge om, og i saa Fald hvilke, Do
cumenter, der under ethvert af disse Collegier maatte an
sees at henhøre til Geheimearchivet eller noget andet Ar
chiv end det, hvor det var.» Rentekammeret gav ifølge
deraf under 9 August 1804 Horn Ordre til at gjøre Ind
beretning i saa Henseende for Kamrenes forenede Archivs
Vedkommende *). Denne Sag kom dog, saavidt man kan
see, iøvrigt ikke videre.
Aaret efter led Archivet et Tab, der var af saameget
større Betydning, som hvad det tabte, derved ogsaa, paa
Grund af senere Tiders ugunstige Forhold og Vedkom
mendes sørgelige Ligegyldighed og Uforstand, gik tabt for
Historien og Videnskaben. I Henhold til den ovenfor om
talte Henstilling af Archivcommissionen i 1791, havde
') Kbbns Renteskr. Cont.s Copibog.