193 / 386
bøjet Stilling, med Fødderne oppe paa Bænken, med begge
Hænder støttet til Pillerne og med Hovedet mod Gesimsen at
nyde Skuespillet. Det værkede i Hænderne, de fik, hvad man
kalder Krampe, og slap man, kunde man risikere at styrte
ned. Og saaledes gik det engang en Yngling; han styrtede ned
fra en Galleriloge, og var han ikke tørnet mod den frem sprin
gende første Etages Logerække, hvorved Faldet sagtnedes,
vilde han mulig have slaact sig ihjel eller ogsaa have lem
læstet en eller anden af de Folk i Parkettet, mellem hvilke
han faldt. Han havde til Fornavn Gabriel, og efter denne
Luftsejlads i Theatret, hvor han svævede ned som en Engel,
blev han almindelig kaldet Englen Gabriel.
Logehøkeriets Forretning var, som omtalt, i Reglen temme
lig indbringende og dreves af Folk af begge Kjøn. Der var
blandt disse en Herre, som spillede den elegante Kavaler. Han
holdt Ridehest og var tillige en stor Ynder af det smukke Kjøn.
Naar Søgningen var ringe, havde lian altid Brug for de uafsatte
Billetter til sine talrige Veninder. En anden lagde Grunden til
en betydelig Formue ved sin Driftighed som Logehøker. Der
var ogsaa dem, som fandt det under deres Værdighed selv at
sælge Billetter, men holdt Kommissionærer til at udføre dette
Hverv. Forøvrigt var det ikke alene med Logebilletter, at
Sjoveriet dreves, det skete ogsaa ved enkelte Lejligheder med
Billetter til Gulvet, f. Ex. til „Geburtsdags-Stykker“, naar Her
skabet tog i Komedien i sexspændige Vogne med Løbere og
Fakler. Saa var dei* opstillet Rækker fra midt om Natten
eller den foregaaende Dags Aften langt ud paa Torvet hen til
„Hesten“, og Billetsjoverne forstod altid at indtage de forreste
Pladser. En slig Stimmel hørte dog til de store Sjældenheder,
thi Theaterlysten var dengang langtfra saa stor, som den er
nu, og skjønt Kjøbenhavnerne paa den Tid, som jeg nærmest
h a r for Øje, Trediverne, kun havde et eneste Theater, var
det i Reglen middelmaadigt besøgt. At den betydelig ringere
Befolkning, neppe halvt saa stor som den nu er, ogsaa var en
af Hovedaarsagerne, er en Selvfølge.
Logehøkeriet i den Form, hvori det fandt Sted i ældre Tid,
hø rer til det længst forsvundne og fik, som anført, allerede et
Knæk ved det gamle Thea ters Ømbygning, da der paamaledes
Dørene, hvor mange Personer enhver Loge maatte indeholde,
og det strengt paalagdes Kontrollørerne at paase, at dette Tal
ikke overskredes. Efterfølgende Skitse skal søge at give et
Billede af Livet i en af de omtalte Høkerloger.
Det er midt i Sæsonen. Scenen foregaar i en Sideloge i
190
Over Kulisserne, bag Kulisserne og foran Kulisserne