195 / 386
Disse to ere de først ankomne, thi de ville have de midterste
Pladser, hvorfra man ser bedst. Kort efter, at de have gjort
sig det mageligt, indfinder sig en ung Pige af et temmelig
flot Udseende og Væsen og tager Plads ved Siden af dem. Hun
er iført en lys Kjole med mange Garneringer, h a r lange Øren
lokker, et tykt Armbaand
0111
hvert Iiaandled og lugter stæ rkt
af Pomade og duftende Vande. Hun er ikke ilde og bruger sine
Øjne Lil alle Sider; men især kaster hun kjærlige Blikke til
sin Kavaler, en pyntet, af frisk Oxekød lugtende Slagtersvend,
som h a r taget Plads paa anden Bænk. Jomfruen af den bedre
Familie synes ikke om Naboskabet og flytter sig nærmere op
til Jordemoderen. Det bemærker den unge Pige, og øjeblikkelig
er Fjendskabet erklæret. Hun vender sig om til Slagtersvenden
og siger: „Vi er nok kommet her i fornemt Selskab, Peter,
nu maa Du agere fin Kavaler for at passe til Kompagniet.“
— „Saa, er vi det,“ svarer den tiltalte, „det kan jeg ikke mærke
noget til. Mener Du den gamle Madame der, Lise (pegende paa
Jomfruen af „den bedre Fam ilie“), saa er hun nok ikke finere
end vi andre. Det er ikke længere end siden igaar, at hun hos
Slagter Neumann tog en Oxelever paa Kredit, hvormed hun
vilde lækrere sig. E r hun for fornem til at sidde ved Siden
af Dig, kan hun jo gaa sin Vej — og jeg skal gjerne give
hende en Haandsrækning, saa hun kommer ud af Logen i en
Fart. Her er alle lige, det kan Du gjerne fortælle hende.“
Jomfruen indskrænker sig til at kaste et meget talende Side
blik til Jordemoderen, hviskende ganske sagte: „Gud, hvad
der dog kan komme for sjofelt Selskab i disse Høkerloger. Det
er sidste Gang, at jeg abonnerer.“
Det er tre Kvarter til 7; Instrumenterne stemmes nede i
Orkestret, og endnu er Logen kun halvt fyldt. Blandt de se
nest ankomne befinder sig en ung Kone med et Barn, der
nylig er vænnet fra. Sidstnævnte aabenbarer øjeblikkelig sin
Nærværelse ved at give sig til at skraale himmelhøjt. Moderen
Lysser paa det og lader det drikke af en langhalset Flaske
med Mælk. Slagtersvenden mener, at Madamen burde lade den
lille Pusling blive hjemme, hvilket vækker Moderens højeste
Indignation. Hun gad nok vide, hvad det egenlig kommer ham
ved, han kan passe sig selv — det lille Pus gjør ikke ham
nogen Skade. Han vil maaske, at Barnet skal blive hjemme
og skøtte sig selv — for han maa vide, at Hansen — det er
nok Madamens Mand — er paa Arbejde til sent paa Aftenen
og kan altsaa ikke passe Barnet. „Og jeg gad nok se,“ ved
bliver hun, „hvorfor jeg skulde nægte mig den Fornøjelse at
192
Over Kulisserne, bag Kulisserne og foran Kulisserne