dermed kom ogsaa Borgervæbningen i en nøjere Forbindelse
med Krigsbestyrelsen, end den tidligere havde været. Ved
den Raasløffske Armeeplan af 1868 var Borgervæbningens
og Livjægerkorpsets Ophævelse givet. Denne fandt Sted ved
Lov af 28. Maj 1870, hvorved tillige den nuværende Væb
ning blev oprettet, der dannes af det ved Hæren uddannede
Forstærkningsmandskab, som til enhver Tid ha r havt fast
Bopæl i første Brigadekreds’ første Lægd, bestaar af 2 Ba-
tailloner Fodfolk og 2 Kompagnier Artilleri og har en Gene
ral til Chef.
!
1
I
Hvorledes kom det sig vel, at der i den almindelige Bevidst
hed hvilede et Skær af Latterlighed over Borgervæbningen,
og at man næsten opfattede den som en komisk1Institution?
Dette var temmelig forklarligt. I sit Væsen og sit Ydre kunde
den aldrig opnaa det strengt militære Præg, som karakteriserer
den Holdning, der opnaas ved vedholdende Indøvelse og streng
Disciplin. Disse Haandværkere og Smaahandlere, disse Bor
gere, hvis daglige Dont bøjede Ryggen, gjorde Hovedet ludende,
krummede Arme og Ben, de tog sig som oftest endnu mindre
heldig ud i en Uniform som denne kraprode Kjole med Svale
hale, med en Chakot, hvis bøjede Pul egnede sig til at samle
Regnvand, i disse hvide Buxer, der ikke sjælden vare ind
krympede og adskillige Tommer for korte. Her kunde ikke
være Tale om den stive og stramme Holdning, om det sol
datermæssige. Dertil kom, at netop naar Infanteristen eller
Artilleristen i Bevidsthed om sin Værdighed som Fædrelands-
forsvarer søgte at give sig en tilsvarende knejsende, forloren
Holdning, blev Skuet endnu mere komisk. Det maa ogsaa be
tænkes, at mangen en betragtede den Pligt at være Medlem af
Borgervæbningen som en Plage, og at han derfor viste en
Skødesløshed og Ligegyldighed, der bevirkede, at Uddannel
sen, selv om den blev ledet nok saa godt og ivrig, blev man
gelfuld, og at dette sporedes i de offenlig afholdte Øvelser.
Borgervæbningens Exercits var derfor i Reglen alt andet end
mønsterværdig, og af samme Grund var Disciplinen ogsaa saa
som saa. Det maa erindres, at de kommanderende Over- og
Underofficerer ikke saa siælden vare de Meniges Ligemænd,
i det mindste i borgerlig Forstand, og at den militære Lydig
hed som oftest blev opfattet i Forhold dertil. Der hørte i
Virkeligheden langt større Konduite til at kommandere Bor
gere end Soldater; de maatte tages paa en egen Maade. Venlig
Overbærenhed, mild Tilrettevisning udrettede langt mere end
overmodig Opførsel og streng Tiltale. Var der Officerer, som
Det forsvundne Kjøbenhavns Borgervæbning
219