269 / 386
N a a r d e r v a r m ange, fo r h v ilk e B e røv elsen af F rih e d e n
ved en h a a r d h je r te t K red ito r, H e n sæ tte lse n in d e n fo r L a a s og
L ukk e, v a r en sø rg elig P rø v else , gaves d e r an d re , som aldeles
ikk e fø lte sig u lykkelige derved . E n G jæ ld s a rre s ta n t v a r jo
fo reløb ig b e frie t fo r sin e K re d ito re rs P a a træ n g e n h e d og følte
ikke m e re h in uhyggelige Gysen, som h av d e p a a træ n g t sig
h am h jem m e, n a a r d e r, isæ r om M andagen — som e fte r
gam le R o senk ild es F o rs ik rin g n av n lig sk al væ re en slem H jem -
søgelsen s Dag — b lev tru k k e t i K lokken e lle r b an k e t p a a
D ø ren , selv om h a n h av d e b e slu tte t u n d e r ingen O m stæ n d ig
h e d e r a t lu k k e op. D isse tilfre d se S jæ le v a re som oftest løse
og ledige M en n e sk e r; de h av d e n u fo reløbig frit Logis, oven i
K jøb e t „noget v is t“ om Ugen, og sa a v a r det dog m ulig t, a t en
m ed lid en d e O nkel e lle r T a n te tilsid st fo rb a rm e d e sig over
dem . V a r d e r ikk e en s a a d a n G ru n d til H aab , blev m a a sk e
K re d ito r ked af at give P enge ud til U n y tte og lod dem løbe.
V a re de svagelige, k u n d e de uden sto r V an sk eligh ed fa a Lov
til, led sagede af en O p sig tsb e tjen t, a t træ k k e frisk L u ft ved
en S p a d s e re tu r i d e t fri. Selve Fæ n g sle t v a r slet ikke ilde, d et
v a r rum m e lig t og lu ftig t og som o fte st et b e d re L ok ale end
d e re s sæ dvan lige Bolig. K u n Je rn s tæ n g e rn e fo r V in d u e rn e r ø
bede, a t d et v a r et Fæ ngsel. T illige fø rte s d e r h e r, isæ r i
æ ld re T id, et r e t gem y tlig t Liv. Man m odtog Besøg af V enn e r
og V en in d e r e lle r af sin e L id e lse sk am m e ra te r; d e r blev h o ld t
S e lsk ab e r; d e r v a r regelm æ ssige S p ille p a rtie r, P u n sc h e b o lle n
d am p ed e, og ikke sjæ ld e n h ø rte fo rb ig a a en d e m u n tre Sange
fr a de aab n e V induer. I „K in a fa re rn e “ af P. A. H e ib erg p r i
ses disse G læ der i en Sang, og e t r e t træ ffen d e B illede a f
d e tte L iv fa a r m an i O verskous „E n F ø d se lsd a g i S lu tte rie t“ :
„I et Tempel, indviet
Glædens Gud — Slutteriet,
Vi fra Sorger befriet
Leve rask — af vor Gæld.
D e n er Alt, hvad vi eje,
Men den Guld kan opveje,
Vi have Hus uden Leje
Og P ension — hvilket H eld!
Saae man, hvor vi os morer,
V aU sn art vor Fryd forhi,
Thi vore Kreditorer
Gik selv i Slutteri.“
S aaledes sy n g e r den m u n tre F lok, som h e r h a r fu n d e t et
Asyl. Mægler K ra p fo rtæ lle r, h v o r lykkelig h a n n u er. „Jeg
2 6 6
Gjældsfængslet, ogsaa kaldet Slu tte rie t