13 / 320
f-
j i
Som Tiden ruller sin Bølge -
Evigt ustandseligt frem,
Vil Slægter paa Slægter følge,
Og glemmes vil mangt et Hjem.
Dog ejer vor Arnekrog Mindér,
Som ej bør skrives i Sand,
Om fromme, goddædige Kvinder;
Om Mænd, der pryded sin Stand.
Saa tag da, hvad her er givet,
1 velvillig Varetægt,
Som Ledetraad gjennem Livet
For kommende Efterslægt.
Med dette lille, smukke Digt, som jeg, ligesom saa'meget andet
af samme Art, har fundet i Hr. Fred. Visbys Slægtebog, vil jeg'-,begynde
Indledningen til denne Bog, idet det har været mig umuligt at finde
Ord, der paa en smukkere, tydeligere og klarere Maade end^disse
vil være i Stand til at tolke den Pietet og Ærbødighed overfor »Min
derne«, som har besjælet mig under Udarbejdelsen heraf og genvakt
min Kærlighed til de gamle Hjem, hvoraf mange fra min Barndom og
Ungdom er mig personlig bekendte, og hvorfra jeg bevarer Minder,
som ej bør skrives i Sand, men som det altid er mig en Glæde at
tænke tilbage paa med Ærbødighed og Højagtelse for den Aand og
Tankegang, der dér var den raadende.
Maatte dette, ved Gennemlæsning af min Bog, blot i nogen
Maade forstaas af den yngre Generation, for hvilken mine Optegnelser
jo særlig ere bestemte, da er det mit Haab, at mit Arbejde ikke maa
have været helt forgæves, men vil vække Læseren til alvorlig Efter
tanke om, at vi gennem Minderne ogsaa vil finde Livsværdier, som
ikke ere af de ringeste, til derudfra at fostre en Slægt af fromme,
goddædige Kvinder, og Mænd, der vil pryde sin Stand.
Udgiveren.