203 / 311
201
havde ingen T ag render, og uh in d re t skyllede Regn
vandet fra Taget ned paa Jo rd en langs Bygningens
M u re3), yderligere forøgende G rundens rigelige Vand
beho ldn ing ; H im lens og Jo rden s Væde samm ensvo r
sig om Bygningens Undergang.
Heri bistodes de af selve Bygningens Beliggenhed
og Ind re tn ing . Den laa om tren t i Retningen Vest til
Øst; Værelserne til Gaarden vendte altsaa mod N o rd ,
om end m ed nogen Hæ ldning til Vest. Man forestille
sig nu Beskaffenheden af en A lumnebolig i Stueetagen
til Gaarden. F ra det altid d rivvaade Sand lige u n d e r
Gulvets af Fugtighed ha lv raadne B jæ lker opstiger
Somm er og V in ter en k lam og isnende Kulde; Væg
gene d rive r af Væde, og K am ret hv iler i evigt Mørke.
Lige over for V induet hæver sig nem lig i ko rt Afstand
den nu 300-aarige Auditoriebygnings skum le Masse og
den derm ed sammenbyggede høje H avem u r; selv E fter
m iddagssolens blege S traaler, de r dog om Somm eren
kan belyse de øvre V induer paa sk raa, lukkes derved
ude fra de nedre. Var det nu tillige et Indervæ relse,
bestem t til Sovekammer, hvo r der ikke fandtes nogen
Dør uden til Nabovæ relset (se S. 158), saa at o rd en t
ligt Lu fttræk um u ligg jordes, og ingen Kakkelovn, saa
det aldrig kunde opvarmes, finder m an det ikke
overdreven t, n a a r et saadan t Værelse af A lum nerne be
tegnedes som i høj Grad farligt for Beboernes S u n d h ed 4).
K lagerne over Fugtigheden tager fat allerede i 1800
og fortsættes siden stadig, ledsaget af Forslag til Af
hjælp af Ondet. Nogle A lum ner bekostede selv Kak
kelovne opsat i Indervæ relserne, and re m ente ved An
bringelse af P ane le r at kunne holde Fugtigheden ud e ;
en klog Udvej til at gøre de mest berygtede Væ relser
forholdsvis uskadelige fandt i 1810 davæ rende insp.