258 / 264
249
ved Hospitalet ikke findes noget Lokale, som stadig kunde
benyttes til regelmæssig Gudstjeneste, saaledes er Trangen
til en saadan mindre i dette end i de andre Hospitaler, da
de syge i det hele taget ikke tilbringer saa lang Tid i dette
som i hine, og de af dem, som tilbringer længere Tid i Ho
spitalet, og derfor mest trænger til Religionens Trøst, i
Almindelighed er sengeliggende og følgelig ikke kan have
Gavn af Prækenen. — Denne vilde altsaa mere komme
Hospitalets Betjente end dets syge tilgode. — Derimod har
Pastor Brandis’s flittige Besøg i Hospitalet i Krigsaarene
overbevist os om, at han altid blev modtaget med Vel-
villie af de syge, og vi har Grund til at tro, at hans Bestræ
belser for gennem Religionen at indvirke paa dem har
baaret velsignelsesrige Frugter. — Man formener derfor,
at Øjemedet, nemlig de syges Trøst og religiøse Opbyggelse,
tilstrækkelig vilde opnaas ved jævnlige Besøg af Gejstlige i
Hospitalet, og at man derfor med Taknemmelighed bør
modtage Pastor Brandis’s velvillige Tilbud i denne Ret
ning, ligesom man har Haab om, at man ved mundtlig
Anmodning til Præsterne ved Garnisonskirken kunde for-
maa dem til efter Tid og Lejlighed at besøge Hospitalet.
— Skulde dette Haab imidlertid vise sig ikke at være grun
det, da henstiller vi, hvorvidt der kunde tages Hensyn til
Pastor Bruuns Forslag. Man maa herved bemærke, at
naar en syg af egen Drift har ønsket Præstens Nærværelse,
er dette Ønske stedse blevet efterkommet.
Derefter
anmodede
Krigsm inisteriet Præsterne
Brandis og Bruun sam t residerende Kapellan Blædel
om dels a t møde paa Garnisonshospitalet, naar det
forlanges af en syg, dels om ukaldede a t aflægge Be
søg i Reglen een Gang ugentlig.
I 1878 ønskede Forstanderen for den katolsk-aposto-
liske Menighed, Fleischer, a t der m aatte gives en alm in
delig skriftlig Tilladelse til, a t Menighedens Præ ster
m a a tte kunne meddele Menighedens Medlemmer, som