114 / 226
Paa Arbejdspladsen var han helst ene. Vilde vi have ham med i
Byen, vægrede han sig. Han holdt mest af at være ene med sig selv
og sin bedrøvelige Tilværelse.
Han var en af Datidens tarveligste Svende, der egentlig kun kunde
benyttes til »Flæk« og Pudsning, — og daarligt nok til det. For han
havde to slemme Vaner: »Kleptomani« og »Brændevin«. Begge Dele
var kroniske Svagheder.
Hans gode, gamle Mestre i Laxegade bar over med hans Svagheder
Gang paa Gang.
Gamle
Strøh
endte paa Ladegaarden.
Stor, bred og mægtig. Altid pæn i Tøjet, som Regel uden Arbejde.
Dog var han en af Datidens bedste Svende, naar det gjaldt en »Byg
ningstjans«.
For os unge Svende var han en Fare, for han yndede os i Selskabe
lighed under Arbejdstiden. Han var nemlig Selskabsmand, veltalende
med et kønt Organ og en god Sangstemme, som han ikke sparede paa,
naar vi unge blot betalte Traktementet.
Kunde han faa os i Totterne paa hinanden, nød han Situationen, og
naar vi sent paa Natten skiltes, var det altid med en »Fjer i Hatten« til
Minde om Samværet med
Fritz Rostock.
Usoigneret, opkæftet og løs paa Næven, naar der var Sjov i Gaden.
Som Regel i 3. Klasses Marskandisersnit. Aldrig i fast Arbejde og ikke
lidt af en Gris med det tilfældige Arbejde, han fik.
Altid svømmende ovenpaa som en halvraadden Pære. Altid første
Mand ved Bægeret og vor Overmester paa Billardet.
Aldrig i Forlegenhed for Penge. Tjansede med Flækkassen paa Nak
ken og var kendt i hver eneste Bondegaard i hele Oplandet.
En sjov Fætter, altid i godt Humør, djærv og slagfærdig, saaledes
mindes jeg
»Søren Mangepenge«.
Han boede langt ude paa Nørrebro, men, enten det sneede eller
regnede, var han første Mand paa Pletten i »Peter Vitten«.
Naar vi andre gik til Arbejdet, var han forlængst gaaet i Gang med
Vinduespudsningen paa Købmagergade, — han pudsede meget.
Som Kammerat var han trofast og solid, han var rolig og docerende
overfor os yngre Svende. Men fik vi ham Lørdag Aften med ned i »Det