115 / 226
hvide Lam« paa Kultorvet, kunde han tø op og blive en kaad Spas
mager med ægte Dyrehavsbakketemperament.
Blev der Ballade i Bimsen, var han altid den besindige og mæglende
og naar Aftenens Sold var forbi, slentrede
Carl Olsen
roligt hjem.
I den Tid, jeg kendte ham, var han ikke meget bevendt.
Han var en høj Mand, med et markeret og koloreret Ansigt, hvis
Midtpunkt var en herlig blaarød Næse af velvoksen Dimension.
Paa Værkstedet havde han en »Lærke« staaende i hver en Krog,
med hvilken han i Dagens Løb havde mange og indgaaende Samtaler.
Han havde været selvstændig med Brions fine og gode Værksted,
men hans ulyksalige Mani for at være i Selskab med »fine Folk« fra
baade »det kgl.« og »Casino«, førte ham hurtigt og sikkert fra Selv
styret. Minderne fra Mestertiden var hans Kæphest. Dér, hvor jeg ar
bejdede, var han nærmest Karl, — udi egen Indbildning en Slags »In
spektør«. V i kaldte ham altid
»Gnistberg«.
Petersen, Brions Eftf.,
døde paa Ladegaarden.
Lang, ranglet, og mager, klatøjet og snottet, — ja, for det var han
altid.
Indolent i al sin Færd. Upaalidelig i sin Gerning, ellers et godt og
skikkeligt Skrog, — derfor beholdt G. A. Lundh ham ogsaa i flere Aar.
Søndag og Søgn i samme nussede Kluns, altid rangiende rundt,
smaapimpende, saa vi alle havde Lugten af Spiritus om os.
Karakterløs og let at lokke paa en »Peter«, saadan mindes vi
Oluf
Jepsen.
Brovtende, storsnudet og vigtig, — Guderne maa vide af hvad, for en
daarligere oplært Svend, skulde man lede længe efter. Ganske vist kunde
han »svine« en Del fra sig, men ingensinde noget virkeligt fint Arbejde.
I Kammeraternes Kreds var han den stortalende og fremtrædende.
Han var altid blandt de første, naar der skulde laves Sjov i Gaden, men
en »Løjser«, naar Krigsomkostningerne skulde udredes.
Blankpoleret Cylinderhat, lapset og vikset forloren Elegance, det var
»Baronen’s
Kendetegn.
Han var min Ven gennem mange Aar, — vi traf hinanden i 88 og
blev Venner for Livet. Rastløs, hurtig i Vendingen, flittig, som en Bi
112