124 / 159
AKADEMISK NYKLASSICISME,
NY-ROCOCO OG SENERE TIDER
M
e d e n s
Vestevropa straks efter det franske Kejserdømmes Fald slog over i en udpræget
Ny-Rococo, der i alt Fald i Frankrig hang nøje sammen med Forsøgene paa at genoplive
»l’ancien regime«, formede Udviklingen sig helt anderledes herhjemme. Det blev en enkelt
and, den tyskfødte G. F. Hetsch, der kom til at præge Tidsrummet efter Empiren herhjemme
(c. 1825—45), og han var en rettroende Tilhænger af Antiken (o: den romerske dekorative
Kunst), saaledes som han havde lært den hos Arkitekten Percier, en af den franske Empires
første Mænd. Hetsch kom til Danmark 1815, og allerede 10 Aar efter behersker han aldeles
Smagen herhjemme paa alle Kunsthaandværkets Omraader. Ogsaa Guldsmedekunsten bøjer sig
for hans Indflydelse: Formerne bliver tørre og akademiske; alt hvad der smager lidt af det
18. Aarhundredes svejfede og bugede Smag forsvinder, og Reliefornamenterne indskrænker sig
hovedsagelig til Rifling, drevne Acanthusborter og Palmetrækker. 1 Periodens Slutning trænger
de pressede Ornamenter sig frem paa Bekostning af de drevne, hvorved Arbejderne ganske
mister deres Karakter af Kunsthaandværk i egentlig Forstand.
løvrigt var denne Periode ikke saa fyldigt repræsenteret paa Udstillingen som de foregaaende,
og navnlig fandtes der intet større og mere stateligt Stykke fra dette Tidsrum.
Sketypen ændres i dette Tidsrum noget, idet den fra Revolutionstiden stammende Form
med spidst, fladt Skaft og spinkel Gravure (»Empiremønster«) afløses af afrundet Skaft prydet
med en Musling i Relief yderst ude.
o
I dette Tidsrum aftager Københavnsmærket kendeligt i Størrelse, og de øvrige Stempler
holder Trop. Det er derfor ofte ret vanskeligt at læse Aarstallet under Københavnsmærket.
Ligeledes sker paa denne Tid den Forandring, at de gamle Maanedstegn afløses af Afbildninger
af selve Dyrekredsens Tegn (Vædderen, Tyren, Tvillingerne o. s. fr.); snart efter (1852) afskaf
fedes iøvrigt Maanedsmærket helt. — Provinsstempler af Betydning fra dette Tidsrum fandtes
ikke paa Udstillingen.
Først henimod Midten af Aarhundredet rokkedes den nyklassiske Stil i sit Herredømme
herhjemme, og Nv-Roeoeoen trængte omsider ind — meget mod Hetsches Vilje. Den kunde
dog saare langtfra maale sig med den rigtige Rocoeo; hvad der i 1850’erne frembringes her
hjemme i denne Smag, er for det meste udvandet og banalt og viser en tiltagende Usikkerhed
i Form og Ornamentik — en Forlober for den Stilløshed, der præger Flertallet af den følgende
Tids Frembringelser. Iøvrigt var Sølvarbejderne fra denne Periode (c. 1845—85) saa sparsomt
repræsenterede paa Udstillingen, at der ikke er nogen Grund til at dvæle nøjere ved dem;
man havde nemlig ved Indsamlingen ikke lagt nogen Vægt paa at faa denne Tilbagegangs
periode, der kun frembyder forholdsvis ringe kunstnerisk Interesse, fyldigt repræsenteret. Kun
skal der mindes om, at Kunstnere som H. Olrik og G. C. Peters i denne Guldsmedekunstens
Forfaldstid holdt den gode Smags Fane højt og gav Tegninger til en Mængde Sølvarbejder,