S_DanskeSølvarbejder

LOUIS XVI-STIL

e d

dette Navn betegnes her en kortvarig Stilperiode, o. 1775—90, som ligger saa al sige

indeklemt mellem Rococoen og den strængere antikiserende Retning, der med Revolu

tionstiden brød frem i Evropa. Den Stil, som præger dette Tidsrum, danner da ogsaa en Over

gang mellem de nævnte Smagsretninger. Fra Rococoen, der iøvrigt i ret ublandet Form endnu

prægede mange Arbejder i 1780’erne, arvede den et vist elegant Sving i Form og Udførelse,

ligesom ogsaa de spænstige, svejfede og bugede Linjer kun langsomt læmpedes efter Anlikens

strængere Fordringer; men paa Ornamentikkens Omraade fortrængtes Rococoen aldeles af ro

mersk Acanthusbladværk med Tilbehør i lidt tillæmpet Form; foruden radiale Riller, Perlerade,

baandomvundne Vidjer

(fasces,

de romerske Lictorers Emblem) og Acanthusblade, yndes sær

ligt en over ovale Medailloner opfæstet Rlomsterguirlande i drevet Arbejde. En antikiserende

Vaseform er meget yndet til Sukker- og Peberbøsser, Hovedvandsæg etc.

Blandt de udstillede Genstande er der Grund tjl at fremhæve en Række stærkt antikiserende

søjleformede Lysestager og tiere Armstager, der i Modsætning til hine har bevaret mere af

Rococoens svungne Linjer og Omrids. Ft særlig smukt udarbejdet Stykke, en fuldmoden Frugt

af den nyklassiske Stil i dens fineste og ædleste Skikkelse, og en værdig Samtidig af Harsdorffs

Værker er Themaskinen Nr. 734, lige tin og gennemarbejdet i Form og i Ornamentik. Inden

for den anselige Række Hovedvandsæg er der Grund til at fremhæve en særskilt Gruppe, som

vel i Tid, men ikke fuldt i Stil tilhører nærværende Periode: de til Brug hos Landalmuen

tilvirkede Hovedvandsæg, der har et helt andet Prægend de samtidige, af Købstadsmag præ

gede. Almuen holdt fast ved den

gamle Hjærteform, der saa smukt symboliserede, al disse

Kostbarheder oftest var en Kærestegave, og yndede ogsaa Anbringelse af tilsvarende Emblemer,

som næbbende Duer o. 1. Paa Laaget anbragtes ofte en Glassten med Navnetræk; Ornamen

tikken kunde bestaa af symmetriske, drevne Rococosving, men særlig yndet var del dog at

overtrække Hovedvandsægget med Vireværk (Filigranarbejde), som Almuen jo fra ældgammel

Tid har haft en stor Forkærlighed for. Hovedvandsæg af denne Type, der især var i Brug

paa Amager, udførtes ogsaa under den følgende Periode (Revolutionstiden), men for ikke at

splitte samhørende Genstande har Udg. holdt det for rellest at samle dem alle paa dette Sted.

I den senere Del af Perioden begynder de engelske Pletvarer, hvis Fabrikation tog saa stærkt

Opsving i 1770’erne og 1780’erne, at gøre sig gældende som Forbilleder; de ovennævnte søjle

formede Lysestager røber saaledes tydelig Paavirkning fra denne Kant. Det var dog først i den

følgende Periode, at denne engelske Indflydelse skulde naa til fuldt Gennembrud. Men ved

Siden deraf holder Rococoen sig saa længe, at den endnu 1790 præger Hovedformen af den

anselige Thekedel Nr. 737, der kun i Enkeltheder viser Louis 16.-Ornamentik.

Fra denne Tid stammer ogsaa den velkendte Ske- og Gaffeltype med glat, fladt, afrundet Skaft

med Rille langs Kanten paa For- og Bagsiden. Den fortrængtes ved Aar 1800 af andre Typer, men

dukkede ved 19. Aarh.s Midte op igen i lidt ændret Form og er ikke siden helt forsvundet.

Provinsarbejderne spiller i denne og de følgende Perioder en meget ringe Rolle i Forhold

til Hovedstadens, og af Provinsstempler fandtes der ingen at Betydning. Ogsaa fra de køben

havnske Museer kendes — København fraregnet — saa godt som ingen Bymærker fra denne Tid.