272 / 413
Udflugter.
263
nytte sig af Bøndernes Dug og Disk. Seng, Brød og Mælk, hvorimod
de faa Smag igjen paa liines The, Kaffe og Chokolade«. Præsten i
Gjentofte Mag. Plum, der døde 1728, »lod sin Have være aaben for
skikkelige Polk fra Kjøbenkavn, hvorfra Fruentimmer kom i Hobetal
at spise Kirsebær«. Da han døde inden de var modne, sagde Stifts
provst Reenberg i sin Ligprædiken over ham : »Han plantede en Yingaard
og aad ikke dens Frugt, og man kan sige, at han døde noget for
tidlig for den Slags Engle, som plejede at herbergere der«. Da Bi
skoppen siden smilende sagde, at Provsten havde rost Kjøbenhavns
Fruentimmer for meget, svarede denne: »Jeg forstod, Deres Højær
værdighed, kjødelige Engle. Jeg veed vel, at om de end ere Engle,
ville de dog handles som Mennesker.80)
I »Maskeraden« (
1
, 4 og
2
, 3) omtales Udflugter til Frederiks-
dal og Gyldenlund, det nuværende Charlottenlund; til det sidste
spadserede fornemme Folk i Jeronimusses unge Dage, medens det nu
var en Skam at gaa til Fods udenfor Porten. I det hele taget
søgte man vistnok meget hen i Kærheden af de kgl. Slotte. Her med
deles en Afbildning af det for over 100 Aar siden nedbrudte Jægers
borg. I et Skrift fra 1730 siges der, at Slottet selv har ikke noget
særeget foruden sin »lystige Situation«; Haven var omgivet af en
Indsø, ved hvis Bred der var en meget stor og skyggefuld Allée, den
filosofiske Gang, hvor der hørtes et stærkt Ekko. En nylig anlagt
Allée var en Mil lang og gik fra Jægersborg til Gyldenlund, hvor
Kronprinsen havde anlagt et »lille men propert« Lysthus, hvorhen
Kjøbenhavns Indbyggere ofte gjorde Lystture om Sommeren; det om
talte Lysthus er ikke Charlottenlunds nuværende Hovedbygning, der
først blev bygget i Christian den VI’s Tid. Den nævnte Allée er
Jægersborg Allée.81)
Til Vejenes Vedligeholdelse blev der givet Bompenge, men ad
skillige Folk søgte at unddrage sig denne Udgift.
1713 klagede
Bomforpagteren over Prinsesse Sofie Hedevigs Lakaj: »Anden Pinse
dags Aften Kl.
10
slet, da han med en Kræmmersvend er kommen
kjørende i en Kariol og med Magt villet trænge sig igjennem Bom
men uden Penges Erlæggelse, det han og om Morgenen samme Dag
ved sin Udfart gjorde. Da han nu først af mine Betjente i al Høf
lighed blev anmodet at betale hvis ske burde, følgede ej anden Be
taling, eild de var Hundsvotter og KaDallier og Jagtpisken skulde de
faa deres Løn af. Der jeg dette fornam, gik jeg til ham og spurgte,