15 / 202
de til Strasborg, hvorfra Rejsen gik videre igjennem
Tyskland til Heidelberg, Frankfurt, Thüringen, Leipzig,
Dresden, Wittenberg, Magdeburg, de brunsvig-lüneburg-
ske Lande, og kom hjem i Sommeren 1671 efterat have
været borte i omtrent 4 Aar. Endelig aflagde Elers
endnu i Slutningen af samme Aar et 4 Maaneders Be
søg i Stokholm. Verden laa nu aaben for den 24 aarige
unge Mand. I en enkelt Henseende var hans Stilling; dog
mindre behagelig. Fra Faderen havde han vel arvet en
stor Formue, men denne var for største Delen anbragt
i Jordegods i Skaane-, hørte altsaa siden 1658 under den
svenske Krone. Vel havde man jo endnu ikke opgivet
IJaabet om at vinde de tabte Provinser tilbage. Men
efter det uheldige Udfald af den skaanske Krig var
Haabet udslukt. For Elers blev Stillingen nu vanskelig,
idet hans Formue var anbragt i Skaane1), medens han
ellers med Hjærtets Baand var knyttet til Danmark, hvor
hans Slægt paa mødrene Side hørte hjemme.
Hans
Kjærlighed til Konge og Fædreland, uden Tvivl særlig
en Arv fra Moderen, gjorde dog Udslaget, saa han valgte
at leve og dø som dansk, skjønt han derved udsatte sig
for betydelige økonomiske Tab 2). Den Resoluthed, hvor
med Elers valgte Danmark, gav ham en høj Stjærne hos
’) Progr. funebr. siger, at han der ejede fundos patrios et latis-
sima amoeni campi jugera.
2) Hvor meget Elers har tabt, vides ikke. Men endnu i 1706
mente man, at der fandtes Midler i Skaane, som kunde ind
drives til Fordel for Dødsboet. Thi en Procurator fik i dette
Aar paa derom indgiven Begjæring til Consistorium udleveret
en Del Documenter for at inddrive, hvad der »endnu udi Skaane
kunde findes SI. E tatsraad Elersøns Stervboe til gode« mod
at faa Halvdelen af de inddrevne Penge. Han havde dog
sikkert intet Held med sig, da intet senere forlyder derom
(Jfr. Acta Consistorii af 19 Juni 1706).