Vi ventede store Ting af Gud. Og naar vi ser tilbage paa
den svundne Menneskealder, saa maa vi erkende, at Gud gav
os meget. Han gav os saa store Gaver, at det klinger som et
Æventyr. Vi har god Grund til at se derpaa med undrende
Tak. Herren indfriede sine Løfter og han forhalede ikke sine
Forjættelser. Kirke rejste sig ved Kirke. Ganske vist, der
er adskillige af disse Kirkehuse, der er fattige og tarvelige:
Menighedslokaler, som er taget i midlertidig Brug, Kokolit?
kirker og Træbarakker. Men det er dog Kirkehuse, og hvert
af dem er et Centrum for Arbejdet for Guds Rige, og der er
vokset en Ansvarsfølelse op i Menigheden, en Længsel efter
at bygge færdigt og udfylde alt, hvad der mangler, et Ønske
om at skabe nye Centrer for Arbejdet, hvor Befolkningens
Vækst stiller Krav derom. Denne Ansvarsfølelse er Kirke?
sagens egentlige Landvinding. Uden denne vilde Kirkesagen
aldrig have vundet Fremgang, den er Pant paa, at der endnu
kan gøres store Erobringer.
Herren har ikke forhalet sine Forjættelser. Vi har Grund
til at sige Tak, fordi Folkekirken ikke længere staar værgeløs;
vi faar atter og atter Vidnesbyrd om, at de troende indenfor
folkekirken er sig deres Kraft bevidst. Ja denne Ansvars?
følelse har bredt sig fra København til andre Byer i Skandi?
navien, til Stockholm, Kristiania og Bergen. Hvor rigt har
Gud ikke indfriet sine Forjættelser. Det kunde under Ver?
denskrigen se ud, som om Bølgerne skulde slaa sammen over
os, men Gud førte os ogsaa gennem disse trange Aar, med alle
deres Vanskeligheder og Pengebekymringer, saa at der er fri
Bane til at arbejde videre for den store Sag.
Vi ventede store Ting af Gud, og han svigtede os ikke.
Hvis der er noget vi savner, som vi ikke endnu har set op?
fyldt, har vi saa ikke Lov til at tro, at det findes i de mørke
Taager, der indhyller Fremtiden, stolende paa dette, at Gud
ikke forhaler sine Forjættelser, men han har helt andre Tids?
bestemmelser end vi, at for ham er en Dag som tusinde Aar
og tusinde Aar som en Dag.
Thi vore Ønsker og Længsler tog ikke alene Sigte paa de
ydre
Fremskridt, Kirkebyggeriet og alt hvad dermed staar i
Forbindelse, nej vi tænkte ogsaa paa Fremskridt i
Aandens
Verden,
indad til i den enkelte Menneskesjæl, og i Fælles?
skabet, i Menighedens Liv. Det er denne Side af Sagen, jeg
gerne vil dvæle ved i Aften.
Jeg vil i denne Sammenhæng minde om de syv
Punkter,
hvormed vi dengang blæste til Kamp. De blev til under me?
gen Alvor og megen Bøn. Det ene Udkast efter det andet
blev formet og forandret, indtil de syv Punkter tilsidst havde
faaet den Skikkelse, hvori de blev udsendt.
De kræver de troendes Sammenslutning til et virkeligt
Samfundsliv, i bevidst personlig Bekendelse, et Fællesskab til