Previous Page  10 / 454 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 10 / 454 Next Page
Page Background

Vi ventede store Ting af Gud. Og naar vi ser tilbage paa

den svundne Menneskealder, saa maa vi erkende, at Gud gav

os meget. Han gav os saa store Gaver, at det klinger som et

Æventyr. Vi har god Grund til at se derpaa med undrende

Tak. Herren indfriede sine Løfter og han forhalede ikke sine

Forjættelser. Kirke rejste sig ved Kirke. Ganske vist, der

er adskillige af disse Kirkehuse, der er fattige og tarvelige:

Menighedslokaler, som er taget i midlertidig Brug, Kokolit?

kirker og Træbarakker. Men det er dog Kirkehuse, og hvert

af dem er et Centrum for Arbejdet for Guds Rige, og der er

vokset en Ansvarsfølelse op i Menigheden, en Længsel efter

at bygge færdigt og udfylde alt, hvad der mangler, et Ønske

om at skabe nye Centrer for Arbejdet, hvor Befolkningens

Vækst stiller Krav derom. Denne Ansvarsfølelse er Kirke?

sagens egentlige Landvinding. Uden denne vilde Kirkesagen

aldrig have vundet Fremgang, den er Pant paa, at der endnu

kan gøres store Erobringer.

Herren har ikke forhalet sine Forjættelser. Vi har Grund

til at sige Tak, fordi Folkekirken ikke længere staar værgeløs;

vi faar atter og atter Vidnesbyrd om, at de troende indenfor

folkekirken er sig deres Kraft bevidst. Ja denne Ansvars?

følelse har bredt sig fra København til andre Byer i Skandi?

navien, til Stockholm, Kristiania og Bergen. Hvor rigt har

Gud ikke indfriet sine Forjættelser. Det kunde under Ver?

denskrigen se ud, som om Bølgerne skulde slaa sammen over

os, men Gud førte os ogsaa gennem disse trange Aar, med alle

deres Vanskeligheder og Pengebekymringer, saa at der er fri

Bane til at arbejde videre for den store Sag.

Vi ventede store Ting af Gud, og han svigtede os ikke.

Hvis der er noget vi savner, som vi ikke endnu har set op?

fyldt, har vi saa ikke Lov til at tro, at det findes i de mørke

Taager, der indhyller Fremtiden, stolende paa dette, at Gud

ikke forhaler sine Forjættelser, men han har helt andre Tids?

bestemmelser end vi, at for ham er en Dag som tusinde Aar

og tusinde Aar som en Dag.

Thi vore Ønsker og Længsler tog ikke alene Sigte paa de

ydre

Fremskridt, Kirkebyggeriet og alt hvad dermed staar i

Forbindelse, nej vi tænkte ogsaa paa Fremskridt i

Aandens

Verden,

indad til i den enkelte Menneskesjæl, og i Fælles?

skabet, i Menighedens Liv. Det er denne Side af Sagen, jeg

gerne vil dvæle ved i Aften.

Jeg vil i denne Sammenhæng minde om de syv

Punkter,

hvormed vi dengang blæste til Kamp. De blev til under me?

gen Alvor og megen Bøn. Det ene Udkast efter det andet

blev formet og forandret, indtil de syv Punkter tilsidst havde

faaet den Skikkelse, hvori de blev udsendt.

De kræver de troendes Sammenslutning til et virkeligt

Samfundsliv, i bevidst personlig Bekendelse, et Fællesskab til