355 / 454
ken mærkes ikke blot i alle de mange smaa Hjem, som di
rekte lider under den, men gennemtrænger i sine Virkninger
hele Samfundets Liv. Hvordan skal det gaa vort Samfund,
hvis den ikke standses i Tide?
Og Kirkesagens Venner maa tilføje: hvordan skal det
gaa med Kirkesagens Indsamling, hvis den skal foregaa un
der saa alvorlige og skæbnesvangre Forhold? Netop i Aar
er der Brug for saa mange Penge. Der er Liv i vor Sag,
som der ikke længe har været; Opgaverne myldrer frem og
stiller alle deres Krav til Kirkefondets Kasse. Skal hele Ar
bejdet saa lammes derved, at vi ikke faar Midlerne til at
gennemføre det?
j a — hvordan skal det gaa Kirkesagen, hvis denne store
Konflikt ikke bringes til Ophør inden Store Bededag?
Det er den mørke Baggrund for Indsamlingen i Aar.
Men — lovet være Gud! — der findes ogsaa en lysere.
Det er den store og offervillige Kærlighed, som den dan
ske Menighed i By og paa Land har vist Kirkesagen gennem
sin Støtte til Hjælpeindsamlingen. Næsten 2 Millioner Kro
ner har Menighederne ud over Landet tegnet sig for i
5-aarige Bidrag til Opførelse af nye Kirker i Hovedstaden.
Og nylig har de københavnske Menigheder taget imod
Hjælpeindsamlingen paa en saadan Maade, at vi tør regne
med, at den første halve Million er sikret. Og de kirkebyggen
de Sogne har en lignende Sum dels i indbetalte, dels i teg
nede Bidrag. Der er da gode Udsigter til, at ogsaa Resten
skal blive naaet.
Denne store og offervillige Kærlighed vil heller ikke
svigte paa Store Bededag — trods Tidernes Tryk. Det tør
vi nok regne med. Vi kan ogsaa i Aar naa at faa alt, hvad
vi behøver. Men kun paa een Betingelse: Alle Kirkesagens
Venner maa, hver især, gøre, hvad de kan; baade ved at
ofre personligt og ved at arbejde hver i sin Kreds for o
godt Resultat. Maa vi ikke nok stole paa, at dette vil ske?
Og saa er der endda en endnu lysere Baggrund. Det
er Guds Trofasthed. Arbejdet er hans, og han har vedkendt
sig det ned gennem Aarene. Det har ofte set mørkt ud for
Kirkesagen, og Vanskelighederne har taarnet sig op som
Bjærge. Men Gang paa Gang har Kirkesagens Venner og Le
dere oplevet det, som er udtrykt i Zacharias 4, 7, og som er
blevet et af Kirkesagéns særlige Ord: »Hvo er du, du store
Bjærg, for Serubabels Ansigt? Bliv til Slette! og han skal
føre Slutstenen frem under Fryderaabene: Naade, Naade
være over den!«
Det vil ogsaa ske nu. Om vi trofast staar paa Bønnens
Vagt og vender vore Øjne mod ham, fra hvem al god og
fuldkommen Gave kommer. Han kender Kirkesagens Tarv
og Trang. Og han vil give os alt, hvad vi har nødig. Saa