392 / 454
367
og nu var man endelig naact saa vidt, at der kunde lægges
Grundsten til den nye smukke Kirke, som Arkitekt Clem«
mensen skal bygge.
En Mængde Mennesker havde fulgt Indbydelsen til at
overvære denne Højtidelighed; der saas mange af Hoved«
stadens Præster, men ogsaa en Del Gæster fra Landet, som
var kommet herind til Hjælpeindsamlingens Repræsentant«
stævne.
<*
Da Forsamlingen havde sunget: „Op glædes alle, glædes
nu“, traadte Byggekomitéens Formand, Professor Harald We«
stergaard, frem og gjorde i korte Træk Rede for denne Gren
af Kirkesagens Historie og udtalte, at Grundtonen i alt, hvad
her skete, skulde være dette: „Ham være Ære i al Evighed.“
Saa sang man: „Paa Jerusalem det ny“, og Biskop Osten«
feid nedlagde den første Sten efter at have holdt følgende
Tale:
»O g de sang, idet de lovede og takkede Herren,
fordi han er god, og hans Miskundhed er evindelig
over Israel; og alt Folket raabte med et stort Fryde«
skrig, idet de lovede Herren, fordi Grundvolden til
Herrens Hus var lagt.«
(Esra 3, 11.)
Saaledes fortælles det os, at det gik til, da det andet Tern«
pel rejste sig af Grus, da Josva og Serubabel førte den jø«
diske Menighed tilbage fra Udlændighedens Land. De saa
ikke paa deres eget Arbejde og deres egne Anstrengelser,
men de begyndte med at se hen til Herren og lovprise ham,
fordi hans Miskundhed varer evindelig, han er den trofaste
Gud, og hele Folket stemmede i med Glæde, fordi nu var
Grundvolden lagt til Herrens Hus.
Dette Ord af Esras Bog var den Tekst, som blev brugt, da
den lille Kokolithkirke blev indviet for 20 Aar siden. Og nu
er Aarene gaaede, flere end man fra først af tænkte, og
mange har arbejdet paa at faa rejst en større og blivende
Kirke. Nu er vi naaede saa vidt, at vi kan lægge Grundste«
nen. Og da er jeg vis paa, at de som har været mest virk«
somme for at fremme Værket, i Dag vil staa her med Glæde,
ikke over deres eget Arbejde, men med Glæde over Herrens
Trofasthed og med Tak til ham, baade fordi Menigheden her
i de svundne Aar fandt et Hjem i den lille Kirke, og fordi
dette Hjem nu blev for lille til Arbejdet, og fordi Gud har
ladet det lykkes, at den nye Kirke nu kan blive rejst.
Det er den rette Begyndelse til noget nyt, at man staar
med Tak for den Tid, som svandt, og tager imod det, som
er oplevet som en Gave af Guds, den trofaste Guds Haand.
Thi naar man staar saaledes, da har man en fast Grund un
der sit Haab, at dette nu vil lykkes, thi da er det ikke Menne«
skers Gerning og Menneskeplaner, men da hvilei jeg tryg