KøbenhavnsKirkesag

Gaverne sammen. Og bagved er der g jort et stort og mønster

værdigt organiseret Arbejde. Der er jo nogle blandt os, som

Dag for Dag har levet med denne Opgave. Jeg skal ikke

nævne Navnene paa de mange offervillige Givere og trofaste

Arbejdere. Kun et Par Navne maa jeg minde om. Der er

Gaardejer Jacobsen og hans Hustru. Deres Navne vil for

lange Tider være knyttede til Filips Kirke, fordi denne Kir

ke vil være en Del af deres Livsværk og et Udtryk for deres

Trofasthed og Kærlighed til Guds Rige i dette Sogn. Og saa

er der vor gamle Kordegn, Niels Foss. Sygdom hindrer ham

i at være til Stede. Men han er her med alle sine Tanker.

»Ingen kan lægge en anden Grundvold end den, der er

lagt, Jesus Kristus.«

Ham tænker jeg paa, nu jeg ser Fundamenternes stærke

Omrids af det, der skal rejse sig i de kommende Aar. Vi

undres over, hvor stor og statelig den nye Kirke vil hæve

sig over den gamle Kirke, og det er en frydelig Tanke, at over

dette Sted skal hvide Mure rejse sig og over vore Hoveder

samles til Hvælvinger. Men

hans

er Huset, og til hans Ære

skal det fyldes af Orgelbrus og af en Menigheds Lovsang.

Og her, netop paa dette Sted, skal Bekendelsen af hans Frel

sernavn lyde, og Daaben udføres, og i Rundingen bag mig

skal han dække det hellige Bord for os, og lige overfor, hvor

jeg staar, skal en enkelt Røst hæve sig, naar alt er bleven

stille, og i hans Navn forkynde Frelsens Vej ind til Gud. Alt

dette er frydeligt at tænke påa; men fry deligst dog den Tan

ke, at her skal rejses Helligdomme for Gud i Menneskehjer

ter, hvor

han

blev Grundvolden. — Det tænker jeg paa, naar

jeg i Dag ser, hvordan den Grundplan, Bygmesteren tegnede

for os, hæver sig i den støbte Syld, og naar jeg staar

ved den første lille Stump Murværk — ja da tænker jeg paa

Kristus — Grundvolden.

»Ingen kan lægge anden Grundvold end den, der er

lagt, Jesus Kristus.« '

Og saa gaar min Tanke

tilbage.

Jeg tænker paa den

Plan til en Kirke, som Kristus efterlod sig. Thi det var jo

Arven, han efterlod: Kirkeplanen. Om

den

Kirke er det jo,

vi hele Tiden synger i Dag: »Tusind Aar stod Kristi Kirke«

og »Paa Jerusalem det ny«. Et Udkast til en Kirke gav han,

hvis Fundament skulde strække sig over hele Verden og

gennem alle Tider, en Kirkeplan med uforgængelige Mure

og himmelhøje Hvælvinger, mens Højaltret taber sig i Evig

hedens Lys. For den Kirke vilde han være Grundvolden. Og

den Kirke, vi bygger i Dag, er aandelig forstaaet et lille Led

i Kristi Kirkeplan.