10 / 233
Knud Waaben
tidligt som i 1255. 2 I det 18. årh. slipper William Hogarth forbin
delsen med den ældre tradition. Hos ham er der hunde, og perso
ner fra kolonierne får deres roller som tjenestepiger og tjenere i det
engelske hverdagsliv, satirisk opfattet.
Til Danmark kom der som gaver til kongefamilien, ved indkøb
ude i Europa og med øget skibsfart samlerobjekter i form af frem
med kunst og håndværk. Meget var »kineseri«, men der kom også
fx. morianer på billeder og i figur. I dansk billedkunst kendes mori-
anerne bl.a. fra Karel van Manders neger i rustning og fra flere ver
sioner af den græske fortælling af Heliodor om et etiopisk konge
par og deres hvide datter. 3 Meget er bevaret i danske samlinger,
også fra dyre- og planteverdenen og af etnografiske rariteter. 4
Når man leder efter danske afsmitninger af det eksotiske finder
man kun få på scenen. Det ældre danske teater viste jævnlig Fanden
og mange mindre djævle, og de var naturligvis sorte, ikke af etni
ske grunde men for at vise deres væsen og hjemsted. Om moria-
nerne vides det at de optrådte i en »dåredans« ved forestillingerne
i anledning af Christian IV's dåb i 1577. Og et såkaldt helligtrekon-
gersspil, der levede videre i mange variationer efter reformationen,
viste i overensstemmelse med legenden den ene konge med sort
sværtet ansigt. En gammel vise med tilknytning til denne overleve
ring har i en af de bevarede tekster dette ordskifte:
Herodes han spurgte, som hannem vel tord':
»Men hvorfor er den ene saa sort? «
»Ja sort er jeg og velbekendt,
en Herre, en Konning af Moriensland«.
Teaterhistorikeren Torben Krogh, der beretter herom, antager at
den sceniske udformning af helligtrekongersspillene efterhånden
udviklede den sorte konge til en lavkomisk figur: »Den hvide
mands syn på negeren som et underlegent væsen kom i højste grad
til at gøre sig gældende i helligtrekongersoptog og -spil, idet man
efterhånden betragtede den sorte konge som en slags syndebuk,
over hvis rygstykker pryglene haglede ned, sikkert til stor moro for
tilskuerne«. 5
Af en halvt dramatisk virkning var de optog og »inventioner«
som blev meget yndede ved store begivenheder i kongefamilien.