101 / 294
1831-18W
fra, at Eftertiden har anklaget eller kunnet anklage Kassen for at
have foretaget denne Overgang —saaledes som det s}mes, at den da
værende Direktion i sin Forsigtighed har frygtet det —at den langt
snarere med Samtiden har undret sig over, at Overgangen ikke er
bleven gjort længe før.
Tredie Afdeling, den, der nu var den virkelige Spare- og Laane-
kasse, blev som nævnt aabnet for Indskud d. 12. Febr. 1844. Den fik
straks en stor Tilslutning, hvad den jo var nødt til at faa, da første
og anden Afdeling begge var lukkede for Indskud, og figurerede paa
Aarsregnskabet pr. 11. Nov. med en Indskudsmasse paa 235.680 Rbd.
Repræsentativer og 133.045 Rbd. r. S. eller godt 737.000 Kr. i Nu
tidens Penge. Derimod begyndte Udlaansvirksomheden ikke straks.
Direktionens Forsigtighed fornægtede sig heller ikke her. Skønt
man skulde synes, at det allerede et godt Stykke før Jun i Termin
maatte kunne være klart, hvor mange Penge der kunde raades over
til Udlaan i Terminen, foretrak den at vente, indtil denne var for
løben. Først den 28. Juni holdtes et Møde, hvori det meddeltes, at
der hidtil var indgaaet 108.669 Rbd. i Repr. og 58.080 Rbd. r. S.;
og herefter besluttedes det da, at Udlaanene skulde tage deres Be-
gvndelse i December Termin. Til den Ende nedsattes en Laane-
komite til at gennemgaa og prøve de indkommende Laanebegærin-
ger. Den kom til at bestaa af Wedel, Hvidt og Fog.
Fremdeles besluttedes, at Udlaansrenten skulde være 4 °/o, altsaa
en Procent over Indlaansrenten, samt at Opsigelsesfristen skulde
være et halvt Aar, »forsaavidt Laantagerne ikke maatte ville indgaa
paa et Fjerdingaars Opsigelse«.
Og hermed er da den anden Periode i Sparekassens Tilværelse
for s a a vidt forbi —eller om man vil: hermed er den første Periode
forbi, idet det vilde være naturligt at anse det Tidsrum, i hvilket
Sparekassen virkede alene som Opsamlingsinstitut, som en Periode
for sig, selv om det i den historiske Fremstilling af andre Grunde
har været nødvendigt at skildre den i to Afsnit. Og om denne Pe
riode, kan det siges, at den indadtil og i Forholdet til Sparerne som
Helhed havde været præget af Ro. Havde man end under Presset
fra oven maattet foretage et Par Skridt tilbage med Hensyn til den
Rente, som Direktionen havde lovet Sparerne saa vel i dens første
Bekendtgørelse som i Vedtægterne —dem, Direktionen i sin urok
kelige Redelighed overfor Indskyderne stadig havde opfattet og
overholdt som en med disse indgaaet Kontrakt, der ikke maatte
94