

ning over Klagen hedder, at „undertegnede Medlemmer af
Handelsudvalget skulle . . . . benytte denne Lejlighed til
at vedkende sig den Anskuelse, at i Overensstemmelse med
Tidens Aand burde den Frihed, som den 1. Januar 1862
indtraadte i Næringslivets Afbenyttelse, betegne det Tids
punkt, hvorfra tillige kunde dateres Ophøret af de tidligere
kun altfor hyppige private Retssager angaaende saadan Af
benyttelse. Og i de seneste Tiders Optræden mod „Vare
huset" ser vi paa den anden Side i brudt Billede Stor
staden, med de ændrede Handels- og Omsætningsforhold,
med de nye Former for Reklame. De sociale Brydninger
er os nær, naar vi ser Manufakturhandlerforeningen anmodet
om at tage Affære ved Fastsættelsen af Løntariffen for
Skrædersvende i Konfektionsfaget. Vi finder det samme i
Spørgsmaalet om Lukketid, om Helligdagslov og Affattelsen
af Lærlingekontrakter. Brugsforeningsidéen, der ifølge sin
Natur delvis tilsigter Handelsstandens Afskaffelse, finder vi
bekæmpet i Kampen mod „Frejr", hvori Foreningens da
værende Formand Eskild Salomon gik i Spidsen for Han
delsstanden. Vi ser de haarde Tiders Tryk, naar Foreningen
indgaar til Borgerrepræsentationen med en Adresse mod
forhøjede Skatter. Og i Foreningens Udarbejdelser ved
rørende Toldlovsændringer saavel forud for Toldloven af
1863 og i de mange Aar efter, da dens Revision stadig
stod paa Rigsdagens Dagsorden som ogsaa forud for den
ny Toldlov af 5. Maj 1908, finder vi afspejlet de vekslende
Anskuelser i saa Henseende, ganske som de har svinget
13