138 / 270
J O S T Y S O G M O N IG A T T IS P A V IL L O N E R
125
da hverken han selv eller den unge Mand, der lagde
Navn til, havde Begreb om Konditoriet, men til alt
Held kom han i Forbindelse med en Landsmand,
Johan Monigatti, som var indvandret omkring
1808
og virkelig var Konditor. Samarbejdet var frugtbrin
gende. Taddey ofrede sig for sin Billedhuggerkunst
og Monigatti forestod baade Konditoriet i Byen og
Pavillonen i Frederiksberg Have, der efterhaanden
udviklede sig til noget saare fornemt. Kongehuset drak
jævnlig Chokolade her, og paa de allerhøjeste og høje
Mærkedage var der Illumination og Hornmusik.
Da Taddey døde (
1818
), havde Monigatti søgt at
faa Lov til selv at etablere sig, men forgæves; han
maatte vedblive Kompagniskabet med Enken. Uden
landske Konditorer kunde nemlig ikke nedsætte sig
uden særlig Tilladelse, og efter Plakaten af
18
. Oktbr.
1820
blev de formelt udelukkede fra overhovedet at
erholde Bevilling. Alligevel opnaaede Monigatti Ret
til paa egen Haand at fortsætte Konditornæringen,
da Mad. Taddey var død
1824
, navnlig fordi det var
en gammel Bedrift; men Pavillonen i Slotshaven
slap ham ud af Hænderne. Allerede før Francisca
Taddeys Afgang havde Kongen givet Anton J osty Til
sagn om denne efterstræbte Plads. Selve Pavillonen
hørte Boet og Monigatti til, og det holdt haardt for
de to Konkurrenter at blive enige om Overdragel
sen; først da Monigatti fik striks Ordre til at rydde
Pladsen, lykkedes det, og Jo sty overtog Taddeys
Pavillon i Februar
1825
. Den nye Indehaver (født i
Graubunden), der hørte til de i Begyndelsen af Aar-