144 / 270
G E L Y L A T O U R
131
bæk, der mindede om Kildeforlystelserne ved Kir
sten Pil.
Naar Forlystelserne gjaldt Hovedstaden, blev Ma
gistraten jævnlig spurgt til Raads, men fra den Kant
lød bestandig den samme Vise, om at saadanne Fore
stillinger og Forevisninger „ikkuns tjener til at ud
suge den nysgerrige gemene Mand, der som bekendt
løber efter alle Ting, og at forskaffe slige fremmede
en Fortjeneste, hvilken de derefter af Landet ud
føre“ . Kancelliet lyttede undertiden til disse Klage-
maal, men gik lige saa hyppigt sine egne Veje, vra
gede, søgte ud, og hvad der var „seværdigt“ , fik
Lov til at passere; et anbefalende Moment var det,
naar det kunde antages, at de fremmede Kunstnere
spiste Fortjenesten op, inden de rejste. Saa trøstede
man sig med, at Pengene blev i Landet, og at Pub
likum tillige morede sig.
I det foregaaende er hin Tids Gøglerleben belyst
ved saa mange Eksempler, at det burde være til
strækkeligt; alligevel staar tilbage et Par Fænomener
fra dette rigt nuancerede Omraade, der i Datiden
vakte saa stor Opsigt, at de ikke tør forbigaas. Saa-
ledes var den „uforbrændelige Spanier“
Gely Latour
et Særsyn, hvis Eksperimenter bragte Tanken tilbage
paa Middelalderens Ildprøver. Kotzebue, der saa ham
i Paris
1804
og beundrede hans Kunststykker, om
taler ham i sine Erindringer; „wenn dieser arme
Jüngling,“ udbryder han, „eben so gefühllos gegen
die Flammen der Liebe bleibt, so ist er doppelt zu
bedauern.“ I Slutningen af
1813
, da Latour opholdt
9*
1