209 / 270
O F F E N T L I G T M A S K E B A L
S
y d e n s
Karneval har aldrig rigtig kunnet fæste Rod
i de nordiske Landes Jord. Nordboen s G em yt
har kun et Smil tilovers for Gadens Lystighed og
de brogede Optog, hans B lod er køligt, han rives
ikke med. Vore nærmeste Forfædre røber endda
m indre Evne til at begejstres over Liv og Farver
end M enneskene i en fjernere Fortid; den barnlige
Naivetet har her maattet ligge under for den sejrende
Kultur. I det syttende Aarhundrede brugte Bønderne
endnu uforment deres gamle Fastelavnsskikke. Man
valgte sig „Gadebasser“ og „G adelam “, halvnøgne
P iger løb om Kap med Karlene, man jog en Hane
træt; formummet drog man omkring paa Gaardene,
aad, drak og gjorde sig til Gode. Og i Hovedstaden
flyttede Lavene ved Fastelavnstider under stort Op
tog deres Skilte og Husguder til nye Kroer. Det var
i V irkeligheden et Slags nordisk Karneval.
Men snart begyndte man fra højere Steder at lægge
Baand paa denne Lystighed. De ældgam le Folke-
skikke kunde ikke mere forliges med de stigende
Fordringer til Moral og god Tone, maaske var Me
nigmand ogsaa under Lystighedens Maske i for høj
en Grad begyndt at gaa Udyd en s og Lovløshedens