140 / 176
135
Det var hele Østerlandenes urolige, overdaadige
Fantasi, der aabenbarede sig i denne Kirke, hvor
hver Tomme af Væggen og selv de store Midterpiller
var optaget af Billeder i stærke Farver, og hvor For
gyldning skinnede En imøde overalt.
Ingen rette
Linier, kun Buer, Hvælvinger og Snirkler, og alt
dette set gennem Skyer af Røgelsedampe, og medens
Kirkesangens Toner strømmede gennem Rummet,
snart som et kraftigt Baskor og snart baarne frem af
bløde, rene Barnestemmer.
Det Moment, der sikkerligen greb alle de til
stedeværende dybest, var dog vistnok, da Kejseren,
efterat være iført Hermelinskaabe og have paasat sig
Czarernes gamle Krone samt modtaget Scepteret og
Rigsæblet, skred til at krone Kejserinden. Der var
et saa rørende, skønt Udtryk i dennes Ansigt, da hun
i sin lange Hermelinskaabe knælede ned paa en
Fløjlspude foran Kejseren og bøjede sit Hoved for
ham.
Kejseren løftede derefter sin diamantbesatte
Krone af og holdt den et Øjeblik, som et Symbol,
om Kejserindens Tindinger, hvornæst han atter satte
den paa sit Hoved og derefter paasatte Kejserinden
et mindre Krondiadem.
Kanontorden forkyndte nu, at Kroningen af Rus
lands Kejserpar var fuldført, og efterat forskellige
kirkelige Ceremonier vare endte, satte Toget sig i
Bevægelse tilbage til Slottet.
Under Kroningshøjtidelighederne havde det reg
net; i næsten samme Øjeblik, som Toget kom ud af
Kirken, brød Solen straalende frem, og det var et
uforglemmeligt Syn fra den øverste Trapperepos at
se det lange, glimrende Festfølge parvis gaa over