Previous Page  26 / 202 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 26 / 202 Next Page
Page Background

17

Side er en Enkelthed som Lisenernes Forsiring med de

smukke Rococo-Ornamenter paa Midterrisaliten (i Ber-

ckentins Palæ) typisk for Rosenberg, medens Eigtveds

Lisener som Regel er glatte. — At Eigtved har staaet

Berckentin nær, er i hvert Fald sikkert nok, deres Bekendt­

skab strækker sig saa langt tilbage som til Eigtveds store

Udenlandsrejse, hvor han i Wien i 1735 var en daglig Gæst

i Gesandtens (Berckentins) Hjem, og hvor denne fattede

megen Interesse for den lovende unge Arkitekt. Men hvor

stor eller liden Del af Æren for Bygningens Tilblivelse,

der nu tilkommer Rosenberg, er det i hvert Fald ham,

der er dens Bygmester, og det var heller ikke det første

Arbejde, han udførte for Berckentin, — allerede i 1746

havde han opført hans Landslot Kokkedal ved Rungsted

for ham. Schiøtt mener i sin lille Afhandling om Rosen-

berg i »Arkitekten« 1902, Side 232, at Berckentin er kom­

met i horbindelse med ham gennem Generalmajor Gustav

Grüner, som han samarbejdede med som Gesandt i Stock­

holm i 1742, og for hvem Rosenberg senere byggede Mar-

gaard; men det er ogsaa muligt, at Rosenberg er bleven

anbefalet til Grev Berckentin af Eigtved selv, som netop

paa den Tid foruden af Arbejder for Kongen var stærkt

optaget af Opførelsen af de 4 Amalienborg Palæer, __

det vides ikke, thi der kendes intet som helst til disse, to

Arkitekters indbyrdes Forhold.—Rosenberg var født i Wal-

deck i Meklenborg-Strelitz i Slutningen af Aaret 1709 og døde

i Slesvig By i 1776 som Bygmester for Hertugdømmerne.

Der blev nu straks taget fat paa Forarbejderne til

Opførelsen af Palæet. Grunden blev udgravet, og derefter

skulde Graven, der gik udenom Kvarteret, fyldes op.

Allerede i Slutningen af Marts 1751 tilskrev Berckentin i

Forening med sine to Naboer, Justitsraacl Lintrup og

1oldinspektør Schumacher, Magistraten med Anmodning

om, at Graven ved Enden af deres Bygninger maatte

blive opfyldt og Vandet udpumpes og om, at Graven

maatte »med Grus og deslige, som ingen Stank er ved, op