260 / 439
dette utvivlsomt en Fejltagelse. Skulde Kirkens Embedsmænd,
Præst eller Klokker, ikke have Lov at give fo lk fornuftige og
kærlige Raad? Have de ikke Lov at oplyse om, hvad der fra
Kirkens Side er iværksat for, at Kirkens Arbejde kan blive bedre
gjort, og spørge Mennesker, om de ikke ønske at benytte disse
Veje? Snarere maa man vel spørge, om de have Lov at lade
være at tale herom.
Der er aldeles ingen Tvivl om, at Præster og Klokkere ere
fuldkomment berettigede til at anbefale og fremme Distriktsarbejdet,
naar de ville det. Men der er beller ingen Tvivl om, at der
er Steder i København, hvor det ikke sker. Hvorfor ikke?
I min sidste Artikel pegede jeg paa de Hindringer, som
Klokkerkontoret
kunde lægge i Vejen for Distriktsarbejdet. Fra
nogles Side er dette bleven opfattet som et Angreb paa Klokkernes
Person, uagtet jeg udtrykkelig betonede det modsatte. Jeg be
nytter derfor med Glæde Lejligheden til at gentage, at derom
er der aldeles ikke Tale. I andre Punkter (særlig hvor der
forefalder Misligheder ved Opkrævning af de kirkelige Accidents-
ofre efter faste Takster), kan der let falde en Skygge paa Klokke
rens Person, og dog staar han i Virkeligheden deri kun som
Bærer af et
System
. Dette og ikke Klokkerens Person har den
væsentlige Skyld. Men i det Spørgsmaal, som her er paa Tale:
hvorvidt Distriktets Beboere søge til Sogne- eller Distrikts
kirken, har Klokkeren jo principielt aldeles ingen Interesse og
kan da ikke engang
mistænkes
for at handle af urene Bevæg
grunde. Vise Kendsgerningerne, at et Klokkerkontor ikke anbe
faler et Distrikts Beboere at benytte Distriktskirken, da kan
dette kun have en af to Grunde.
Enten
har Klokkeren i dette
Stykke faaet „højere Ordre“ fra Sognekirkens Præster, saa at
det i Virkeligheden er disse, som igennem Klokkerkontoret mod
arbejde Distriktsvirksomheden (og dette, tilstaar jeg, forekom
mig næsten utroligt).
Eller
ogsaa maa det jo være Klokkeren
selv, der benytter den utilbørlige store Indflydelse, hans Kontor
ved Tidernes Ugunst har faaet, til at holde paa den gamle Tradi
tion og saaledes hæmme det nye Distriktsarbejde.
Et tredie gives ikke. Og vi, som drevne af Sorg over Kirkens
Nød have optaget Arbejdet paa at læge dens B røst, og som
tro deri at gaa Herrens Ærinde, maa dog, naar vi støde paa
Hindringer, have Lov at efterspore, hvor Grunden til dem ligger.
2 2 4