45 / 118
D a besøg ikke v a r tilladt, og foræ ldrene derfor måtte nøjes med de op
lysn inger, der b lev g iv e t dem på kontoret, g a v dette ofte anledning til, at
de troede det værste 0111 sygeplejerskernes behandling a f deres børn, og
det v a r i reglen med bange anelser, de ved indlæggelsen ove rlod deres barn
i hospitalets varetægt, fo r de så det j o ikke mere »før det er helbredt eller
død«, som »Socialdemokraten« skrev den 15 . marts 1890. D e t anføres dog
i samme artikel, at efter forfatterens person lige erfaring v a r renlighedstil
standen god , lægerne p lig top fyldende og ven lige, og at sygeplejerskerne
nøje fu lgte de forskrifter, der b lev g ive t dem . A t de im id lertid ikke altid
viste tilstrækkelig tålmodighed o v e rfo r børnene, v a r han dog ikke blind for.
Således påtalte »Aftenbladet« den 30. jan u a r 18 9 1 en sygeplejerskes streng
hed o v e rfo r børnene på difteriafdelingen . »De smaa Patienter er i den G rad
bange fo r hende - fortaltes det i bladet - at de næppe tør k n y i hendes
Nærværelse. V o v e r de en svag B ø n om at b live hjulpen med deres Fo r
nødenheder, faar de et barsk Paabud om at holde M und og vente, o g hvis
dette er dem umu ligt, saa at de b liver urenlige i Sengen - man huske paa,
at der er ganske smaa B ø rn im ellem - saa faar de P r y g l og P u f og onde O rd
a f den strenge Frøken«. O g om en anden sygeplejerske sk rev bladet, at hun
havde slået og rusket en lille seks års p ige i håret 0111 m iddagen samme dag,
som hun døde om aftenen, og den eneste grund til hendes vrede var, at
den lille p ige kastede den mad, hun fik , op. Sagen vak te naturligvis um ådelig
opsigt og førte til et sagsanlæg m od redaktøren a f »Aftenbladet«, der b lev
idøm t en bøde på 200 kr.
D en eneste undskyldn ing, der kunne anføres fo r disse sygeplejerskers
optræden, v a r deres lidet m isundelsesværdige stilling, som efterhånden g ik
adskillige a f dem på nerverne. Ikke blot overbebyrdedes de med arbejde,
fik dårlig tillavet mad, som de kun sjældent kunne b live mætte af, men da
deres lønn inger selv efter datidens fo rho ld v a r små og deres frihed m eget
knap, v a r det ikke underligt, at de måske b le v noget »sære«.
A llig e v e l v a r de fleste a f dem både p lig top fyldende og d yg tige til deres
arbejde, og det v a r da heller ikke alle, der fryg ted e hospitalet. E n indsender
fortæ ller således i »Nationaltidende« den 2 1 . ju li 189 3, at da tre a f hans
børn, som v a r blevet indlagt fo r croup, alle havde få e t den bedste pleje,
42