12 / 47
Ferdinand Andersen v ar selv ene i Forretningen
med en Dreng til H jæ lp, hvilket til daglig v ar til
strækkeligt til a t ekspedere de Kunder, som kom eller
blev k ap ret udenfor p aa Gaden. D et sidste v a r den
mest almindelige Maade a t handle p aa den Gang,
men paa de trav le Dage kneb d et svæ rt, navnlig med
a t faa lid t Mad sp ist; det m a atte tages i flere Gange
efterhaanden som der blev T id dertil.
Da i A aret 1853 Koleraen ind traf, flygtede Folk
fra Byen, men F. Andersen sad ganske u fo rsty rret
p aa Disken i sin B u tik med en Flaske P o rtv in og et
tø r t F ranskbrød. Kom der saa nogen a f Vennerne
ind, K under kom der ingen af, saa fik de et Glas P o rt
vin og en Skive F ran skb rød ; F . Andersen holdt p aa,
a t det v ar d et eneste, som holdt Maven i Orden, og
d et syntes, som om h an havde R e t; th i skjønt Folk
døde som Fluer, stod han hele Koleraperioden igjen-
nem sund og rask til Trods for, a t h an dog boede i
den mest hærgede Del a f Byen. Dog ogsaa den Tid
fik en Ende, og saa kom der gode T ider igen.
I Forretningen kom der b la nd t andre en hel Del
Søfolk og kjøbte deres Forbrug, og deriblandt en
Mand, som skulde sejle til Amazonfloden og gjerne
vilde have nogle K læder med for a t sælge dem til alle
de nøgne Mennesker der; det skulde bare være Skjor
ter og Lærredsbenklæder sam t lette uldne Tæpper.
10