504 / 709
496
BIOGRAFIER
disse hans Gaarde, som islandsk Købmand Stub før Branden havde ejet.
Bevillingen blev dog nægtet h am baade i Kancelliet og Konsejllet10). Neppe
en Maaned efter døde h an ; d. 2. November 1736 fik Familien Bevilling
til at begrave hans Lig om Morgenen, overtrække hans Ligkiste med Baj
og at »zire dets Laag med en liden Plade«; der blev forfattet et Sørge
digt med følgende Titel: »Ærefulde Afmindelse over den ædle og højagt-
bare, nu hos Gud salige Mand, Seigneur Hans Hansen Berg, velfornemme
Borger og Vinhandler samt en af de 32 Mænd i den kongelige Residence-
Stad Kiøbenhavn, som efter en besværlig Sygdom ved en salig Død fra
det timelige den 28. October 1736, imellem 2 og 3 Slet om Morgenen, til
den himmelske Glæde blev henkaldet udi sin Alders 47 Aar 10 Maaneder
og 5 Dage, og de jordiske Levninger den 3. November nest efter til sit
Hviilested i St. Nicolai Kirkes Urtegaard ved et høy=anseligt Følgeskab
bleve ledsagede og nedsatte. Da er disse faa og sandfærdige Linier til den
sal. Mands ærefulde Afmindelse i Pennen samlede af Sørgehusets tienst-
beredvillige Tiener M. Seeliuus.« Forfatteren var en Lejlighedsdigter, født i
Stavanger 1697, død i Kjøbenhavn 1744, der i Vers h a r beskrevet bl. a.
Kjøbenhavns Ildebrand. Sørgedigtet begynder med Ordene:
»Berømmelige Mand! bekiendt af mange Gode,
Bekiendt udaf den Dyd, som i Dit Hjerte groede!« etc.
og skønt Versene efter den Tone, der anslaaes, navnlig dvæler ved Man
dens gode Sider, kan det vel nok af følgende to Vers sluttes, at han ikke
blot af Navn sad i Byens Raad, men var en virksom Mand og hørte til
dem, hvis Raad søgtes:
»Den allgemeene Gavn har lagt ham meer i Sinde,
End hvor hans Fordeel var at søge eller finde;
Ja, hans Medborger og skal vidne, at hans Fod,
Saa vidt som ham angik, for dem ej stille stod.
Med sine sunde Raad han villig var og rede,
Og den, som raad=vild var, han vilde just veylede,
En Hjerne af Forstand, et Hjerte udaf Tro
Som det, udi hans Rryst just havde søgt sit Bo.«
Et senere Vers udtaler, at hans Død var uventet, og at Gud af fire
Planter »lod ham tvende igen h e r « ; et »yndigt Døttre Par, som glæded
højt hans Dage«. Uden at opholde os ved flere af Versene, der ej heller
bringer Oplysninger af nogen Betydning, skal endnu kun anføres følgende
Vers om hans Dødsaarsag som et aldeles klassisk Eksempel paa Tidens
smagløse poetiske L ignelser:
»Derfor han veltilfreds sig under Korset lagde,
Et utaalmodigt Ney han der imod ej sagde,
Og ved en Vattersot og Sygdoms meget Vand,
Ret saasom sejled ind til det forjætted Land.«
3 Kolding Kirkebog', efter velv. Medd. af Landsarkivar Saxild. 2) Dr. O. Nielsens Optegn,
om de 32 Mænd, jvfr. Kjøbenhavns Borgerskabsprotokoller. 8) Kbhs. Huse og Indvaanere