178 / 320
168
Søsyge fandtes baade paa Dækket og i Kahytterne
i rigeligt Tal, medens Skibets Forstavn var fyldt med
nogle og fyrretyve Svin, der aabenbart ogsaa havde
ondt ved at døje Søen; de skreg og hylede i al Fald
under hele Turen. Sang under Søturen kunde der
ikke være Tale om; Hartmann var meget søsyg,
Ploug, som fulgte med, ligesaa, og vore bedste Stem
mer havde opgivet Ævret. Kun et Par Stykker holdt
Tørnen ud tilligemed mig og fik arrangeret en lille
L’hombre nede i Salonen, hvis Gulv var belagt med
søsyge Patienter. Henad Daggry faldt en Replik fra
mig, der slog svært an og senere blev foreviget. Da
vi 4 L’hombrespillere forlod Salonen for at komme
op paa Dækket og faa Kaffe, faldt de Ord mig ud
af Munden: „Naa! Op med Jer, nu er vi lige i
Morgenbrækningen!“ Den satte Liv i den triste Stem
ning.
Omsider naaede vi Kiel, hvor de, der var tagne
over Land, sluttede sig til os, og vi drog fra Havnen
samlede til Banegaarden, hvor en Flok Kielerstu-
denter stod og begloede os med alt andet end ven
lige Øjne. Da Toget omsider var draget forbi, fik
deres Forbitrelse Luft i Raabene: „Hannemann, ver
fluchte Dänen“, som af os blev besvaret mimisk med
Tungen rakt ud af Munden.
Stemningen i Neumünster var om mulig endnu
mere fjendtlig, men paa Rendsborg Banegaard blev vi
modtagne med en Jubel og Hurraraaben, som rungede
i Perronen. Det var Soldaterne fra Kongeriget, som
da var garnisonerede i Rendsborg, der med deres