70 / 278
61
Ord, som med stærkere Yælde, med høitideligere Alvor
tale til hans Sjæl? At gjennemtrænges af hint sande
religiøse Sindelav, der, ledsaget af Tillid og Ærefrygt og
villig Lydighed, hylder det store, altomfattende Yæsen,
hvis Øje roligt og uforandret overskuer de Dødeliges Idrætter
som deres Skjæbner, og hvis mægtige Haand styrer disse
Idrætter, ordner disse Skjæbner til det Heles Yel. Kan
nogen Pligt være det tænkende, sædelige Menneske mere
vigtig, mere velgjørende? Og at være Kongen og Fædre
nelandet — thi hos os ere begge disse Et — usvigelig
troe i Ered og i Fejde; at virke ærligen og med trofast
Hu til deres Bedste; at staae fast i Farens Stund, hvilende
paa de store, aldrig vaklende Støtter: Eetfærd og Fædrene
landskjerlighed, — hig hin Mand, der bygde sit Huus paa
en Klippe; Kan noget vel fortjene sandere Havn af Bor
gerdyd og Borgerhæder? Og derom mindes, dertil op
fordres vi, som af vor Konges Ilaand modtoge Ridder-
skabets Ordenstegn.
Ja Du, som hist i Dit Belte bærer Sværdet — det
Sværd, der skal blottes med Kjækhed og føres med Kraft
— Danmarks Kriger! Dit Hæderstegn minder Dig om
Din Pligt, lærer Dig naar og hvorfor Du bør drage Sværd.
Ja, det er for den gode Sag; for Kongens og Fædrene
landets Bedste; for Medborgeres Sikkerhed og huuslige
Roe, Du skal drage det. Naar Kampens Alvorstime frem-
bryder for at prøve Troskab og Kjækhed; for, paa en
blodig men sikker Yægtskaal, at veje Tapperhed og Mod
og sand Krigerære: da er det, hint Sværd skal svæve høit
i Din Haand, for, som en fortærende Lynstraale, at knuse
Yoldsmandens Isse. Men aldrig rokke Lidenskab eller
Fordom eller ussel Forfængelighed det i sin Skede; aldrig
blotte Du det, for at afgjøre en Tvist, der ene burde af-
gjøres for Fornuftens Domstol, af dens og den sande Æres
sindige og upartiske Yoldgiftsmænd, og hvor det stedse er
ædlere at tilstaae sin Brøde end at forfægte den; Aldrig
glemme Du; at som hine Fortidens gjæve Riddere kim for at
værne om Uskyld; kun for at afbøde Uret ogYold, hævede
det tunge Gflavine!; saa bør ogsaa DitYærge være helliget
Sandhed og Ret. Aldrig glemme Du, at det Alvorssprog:
»Gud og Kongen« minder Dig vældigen, at kun der, hvor
Almeenvellet kræver det; hvor Fædrenelandets høje Røst
kalder dets kraftfulde Sønner til Forsvar, at kun der bød
Gud, kun der byder Kongen at drage Sværdet. Men vover
Du, opflammet af Lidenskabens fortærende Ild, at dræbe