11 / 287
sm aat begyndte a t føle sin Flads for snæver inden for de gamle
Grændser ; medens mægtige, store og tunge Bygninger voxede
tæ ttere og tæ ttere op ude paa Vesterbrogade, hvor forhen blot
en Gaard med Grundmur var noget, som særlig faldt i Øjnene;
medens Jernporten ligeoverfor blev sprængt og aabnet for alle
Dødelige, for Forlystelsessøgende i Drosker og for Omnibusser
med Beboerne af de nye Gader (i Modsætning til hin Tid, da
„Alleen“ var helligt aflukket som den private Vej, der førte til
Kongens Sommerbolig og kun var til Brug for Hoffet og enkelte
Begunstigede); medens Frem skridtets Aarhundrede gik sin hur
tige Bane — bevarede et gunstigt Tilfælde den skrøbelige
Existens for det Hus, hvorfra han var udgaaet, som fik Navn af
den „nordiske Sångarekonung“. Men Tilfældet, som saalænge
lod det staae, er blind t; og da Andre ikke noksom saae sig for,
kom ogsaa den Dag, da Digterens første Hjem m aatte jevnes
med Jorden; et svagt Forsøg blev gjort i den ellevte Time, for
at det kunde blive bevaret i dets som Minde ærværdige Skik
kelse ; men den bedende Røst blev ikke hørt — Damppiben
skingrer nutildags for stæ rkt — det Materielles Krav raaber for
højt — ialtfald blev hin Stemme overdøvet. N uvel! saalænge
Nordens Folk paa en bedre Maade i H jertets levende Minde,
komme Skjaldenes Adam ihu, er det jo mindre væsentligt, om
Kalk og Sten ikke skulde erindre om ham. Danmark har større
Haab til Frem tiden Mere at varetage, baade for Ø jeblikket og
for de kommende Dage, end Italien havde, dengang Florents
værnede om Dantes Fødehuus; Kjøbenhavn maa som en stor
Stad have en anderledes uimodstaaelig Drift til a t udvide sig
for selv at faa den nødvendige Plads til at bestaa, end Marleach,
den lille Kjøbstad ved Neckar, hvor Schiller saa Lyset, og hvor
der endnu blivei fredet om hans første Hjem. Det er maaske
kun en Hændelse, men ialtfald dog en af dem, der ser ud som
en Tanke, at hos de ridderlige Svenskere findes i Stockholm
Bellmans Fødested endnu den Dag i D ag ; men hos os er det
ligesaa n atu rlig t, at Oehlenschlægers m aatte blive nedrevet.
Det maa saa være! Enhver vil indrømme, at den fremadskridende
Slægt hverken kan eller bør lade sig standse af Følelser, af
Veneration for det Bortgangne; men paa den anden Side er det
ikke heller noget falsk Føleri, ingen Sentim entalitet, naar man
kun med Ønsket om, at det dog kunde være blevet anderledes,
seer Tiden og T ilfæ ldet kræve Offeret og practiske Hensyn til-
intetgjøre, hvad der var Tanken kjæ rt.
Det Billede vi bringer af Huset frem stiller ikke dette som det
var i 1779. Kun den nederste Del var ægte, den øvre P art der
imod senere tilbygget, allerede den Gang nogle af den alder
stegne Digters varmeste Beundrere forærede ham et Lirhografi
af Huset i dets daværende forbedrede Skikkelse.
Da var han 68 Aar gammel, og kun to Fødselsdage til skulde
han opleve. Vennernes Gave var ham dyrebar; Erindringer fra
Barndom og Ungdom vaagnede k lart frem, og han henkastede
nogle Vers, der dog ikke offentliggjordes, førend i den fuldstæn
dige Liebenbergske Udgave af hans Værker, efter hvilke vi
aftrykke første Strofe af det for de fleste vistnok ubekjendte
D igt.“
„ T il m it F ø d s e ls s te d p a a V e s t e r b r o “.
Du ringe Huus, end stander Du,
Af faa tilbageblevet,
For bedre Bygning endnu ei
Nedrevet.
Du stander ved Alleens Port;
Og — er den sidste Vandring gjort
Bag skyggefulde Linde
Skal hist min Grav jeg finde.
Skt. Matthæus Kirke
Hjørnet af Valdemarsgade og Matthæusgade, er opført 1878—80,
(Grundstenen nedtagt
w/s
1878, indviet 7/n 1880) efter Tegning
af Professor L. Fenger paa en af Kommunen, E tatsraad Switzer
og Vexelmægler Lorentzen skænket Grund for ca. 270,000 Kr. af
Not. „Før og Nu“.
Vesterbrogade Nr. 82, Hj af Værnedamsvej, 1919.
7