43 / 287
Grund. Han mente nem lig, at man burde bevare Pavillonen
med dens skinnende Lamper som et frelsende Fyrtaarn for den
Vejfarende, som uden en Lygte i Haanden vovede sig ind i
Alléeris Bælgmørke, og som ved hvert Trin stod Fare for at løbe
mod et Træ eller, hvad der var langt værre, at styrte ned i en
Grøft og begraves i Mudderet. Men det hjalp ik k e : Fiat Ju stitia
pereat mundus, og en skøn Dag var der et tom t Rum dér, hvor
Monigattis Pavillon havde staaet.
En af de skønneste Ejendomme, som laa paa højre Side af
Alléen, var Mægler Gersons Lyststed, den hvidmalede firkantede
Bygning, som ved Runddelen stødte um iddelbart op til „Alhambra“;
det viste sig endnu i 1860’erne i sin gamle Skikkelse og udmær
kede sig ikke i architektonisk Henseende. Men det var heller
ikke ved selve Vaaningshuset, at denne Ejendom havde sit egent
lige Værd; det skønneste var dens Have, hvorpaa Ejeren, som i
sin Tid hørte til den københavnske Handelsstands rigeste Med-
gaa, som han havde tæ nkt sig. E fterat han forgæves havde for
søgt igen at komme til at bestyre Tivoli, ja efter at han, da
han ikke blev behandlet paa en videre forekommende Maade,
havde forsøgt at faa Etablissementet lukket, fordi han præ ten
derede at være den egentlige Privilegiehaver, besluttede han at
tilføje sit eget Værk Dødsstødet ved at oprette en farlig Kon
kurrent. Han fik kgl. Bevilling paa at anlægge en Lysthave, og
for at Konkurrencen kunde blive endnu farligere, forsøgte han
at faa et Terræn ligeoverfor Tivoli paa det saalcaldte Glacisholm.
Men Betingelserne var for høje, og der viste sig tillige andre
Omstændigheder, som var til Hinder for Afhændelsen. Ligeledes
glippede det at erholde andet passende Terræn i Stadens um id
delbare Nærhed, og omsider m aatte han finde sig i a t tage ti l
takke med den om talte Gersonske Ejendom i Frederiksberg Allé,
der nogle Aar i Forvejen var gaaet over til Musikhandler Emil
Hornemann. Denne Ejendom havde tilvisse et meget betydeligt
„Schweizer Pavillonen“, set fra indgangen fra Frederiksberg Alle, ca. Aar 1865.
I B ag g ru n d en V æ rnedam svej N r. 13, S chnekloths Skole (Sidefacade).
B ag P a v illo n e n V æ rnedam svej 5, det tid lig e re „R o sen lu n ds“ H oved b y g n in g .
„Schw eizer P a v illo n e n “, som v a r belig g end e p a a det gam le „R osenlunds“ G rund, v a r en i 1860’erne og 70’erne m eget søgt S an g erin d ekn ejp e, h vo r i Tidens L øb
ad sk illig e af D atid en s S tjern er gjorde H o vedet k ru se t p aa den køb en h avn sk e U ngdom . D en egen tlig e G lansperiode fa ld t i A arene 1861—65 da „D et V alen-
tin sk e S elsk ab “ og n av n lig Jo m fru Sophie V a le n tin A ften e fter A ften tra k P u b lik u m i tæ tte S k arer til d et lille L o kale. P a v illo n en blev n e d b ru d t ca. A a r 1880.
lemmer, havde anvendt meget betydelige Summer. Egentlig var
det mere en Park end en H av e; thi det omfattede Alhambras
senere betydelige Terræn, og dertil hørte tillige det Areal, som
senere blev henlagt til Ejendommen Nr. 12 i Frederiksberg Allé’s
Runddel og gik ud til GI. Kongevej. Der var her udmærket
smukke Blomsterpartier, Græsplæner, Drivhuse, og der fandtes
en Samling af de sjældneste Træer og exotiske Væxter, som man
aldrig tra f i private Haver. De, som jævnlig havde besøgt
denne Have og glædet sig over de pragtfulde Anlæg, de høje
Løvtræer, de sydlandske Væxter, saa’ ogsaa med tungt Sind alle
disse Herligheder forsvinde, da Haven blev ryddet, da de præg
tige Træer blev omhuggede og da Drivhusene bortførtes, a lt
sammen for at gøre Plads for en anden langt kostbarere Driv
husplante, for Alhambra.
Det var i Aaret 1855 at Georg Carstensen, Tivolis og Casinos
Fader og de københavnske Forlystelsers Regenerator, vendte til
bage hertil fra Amerika., fattig paa Penge, men endnu rig paa
Forhaabninger om a tte r at indtage sin tidligere Plads som For-
lystelsesraad hos Københavnerne. Men det vilde ikke ganske
og et meget smukt Terræn, men dens temmelig store Afstand
fra København gjorde det dog meget betænkeligt her a t anlægge
et Forlystelsesetablissement, hvis Existens skulde bero paa et
talrigt Besøg fra Staden. Im idlertid gik dog Tilliden til Hr.
Carstensens store Navn som skabende Geni og til den med glim
rende Løfter udstyrede Indbydelse til en Aktietegning af med
Sejren over alle Betænkeligheder, af hvilke den der knyttede
sig til den Forkærlighed, som Tivoli allerede havde opnaaet, ikke
var den mindste.
Vi gengiver her Bevilling og Indbydelse in extenso:
P R I V I L E G I U M .
Vi F r e d e r ik d e n S y v e n d e ,
af Guds Naade Konge til Danmark, de Venders og Gothers, Her
tug til Slesvig, Holsteen, Stormarn, Ditmarsken, Lauenborg og
Oldenborg,
G jø r v i t t e r l i g t : At vi efter herom allerunderdanigst gjort
Ansøgning og Begjæring samt de os i den Anledning foredragne
Omstændigheder, allernaadigst have bevilget og tilladt, saa og
39