40 / 287
Im idlertid synes det, som om den nævnte Families Spil og
Sang paa offentlige Steder gav Københavnerne Smag paa denne
A rt Forlystelse; idetm indste er det afgjort, a t siden den Tid
fulgte en Del Beværtningssteder, især udenfor København, i E r
kendelse af deres rette Tarv, det givne Exempel og forsynede
sig med slige Kunstnere, for at lokke Gæster til sig. B landt de
allerførste var Monigattis Pavillon, beliggende i den første Rund
del af Frederiksberg Allé, som i saa Henseende gik frem med
Tiden. Monigattis Pavillon var formedelst Varernes større Dyr
hed for Størstedelen besøgt af det gentile Publikum, og for at
bevare dette blev der tag et Entré, da der her tillige opvartedes
med Sang og Spil, hvilket im idlertid ikke udelukkede, at T al
lerkenen alligevel gik omkring.
De første Dyrkere af den tallerkenom sendende Apolio, som
udkaarede Monigattis Pavillon til deres Paulun, var Tyrolere,
Københavnere. Æ gteparret Ann ato forlod senere København,
men Perricini giftede sig med en Københavnerinde og fæstede
Bo her for bestandig.
Den Furore, som de nævnte italienske Sangere gjorde, over-
straaledes om muligt endnu af Københavnernes Begejstring for
et P ar franske Sangerinder, der nogle Aar efter, en Sommer
spillede og sang i Monigattis Pavillon. Vore unge Løvers H jerter
var den Gang ligesaa le t fængelige som nu, naar et Par smukke
Øjne udskyder Brandpile. Sangerinderne var franske og de var
smukke, og de brugte deres Øjne med en ualm indelig Færdighed —
og hvem kan saa undres over, at der skete et græsseligt Neder
lag ? H ertil kom, at disse Sangerinder arriverede h ertil i en
Periode, da, som det hed, Folkebevidstheden var vækket af sin
Dvale, da Frihed og Lighed og Folkeaand var Ord, som især den
unge Verden førte i Munden, da enhver H anekylling troede ved
Schlegels Alle — 1919 — set fra Vesterbrogade mod Jacobys Alle (anlagt 1908).
F o t. ,,Før og N u “.
der ved deres nationale Sange og Jodlen gjorde megen Lykke.
Pavillonen blev da ta lrig t besøgt og selv det smukke Køn af
Københavns E lite begyndte at indfinde sig; men dette blev i
endnu højere Grad Tilfæ ldet, da Italienerne Perricini og Annato
med sidstnævntes Hustru blev engagerede af Monigatti for at
give Aftenunderholdninger. Ligesom de fleste Italienere kunde
hverken Perricini eller Annato rose sig af at være kunstnerisk
uddannede Sangere, men deres Stemmer var smukke, deres Sange
ligeledes og de gjorde stormende Lykke, hvoraf naturligvis fulgte
at Fortjenesten stod i Forhold dertil. Annato’s Kone spillede
Violin, men sang ikke; de tvende andre accompagnerede sig
selv med stor V irtuositet paa Guitar og Mandolin, og de lod
det ikke blive ved paa en ligefrem Maade at foredrage deres
Sange, men de sang navnlig Buffoduetter i K arakteren og gav
dem en dram atisk Udførelse, som havde noget uvant og højst
tiltræ kkende for Publikum, der f. Eks. aldrig forsømte at for
lange den fortrinligt udførte Duet af „Barberen i Sevilla“ da
capo. Derhos udøvede det fremmede, smukke Tungemaal, hvori
de foredrog deres Sange, et mægtigt Trylleri, og det kan mulig
vis antages, at det er disse Sangere, Perricini og Annato, der
allerførst har vakt Smagen for italiensk Sang og Musik hos os
sit Kykeliky at kunne bevirke de slemme Tyranners Fald. Hvil
ken Lyst var det da ikke a t gale med, naar disse Sangerinder,
ganske friske hidkomne fra Revolutionens A rn ested , istem te
Marseillaisen og Parisienne, hvilken Gammen a t støde med
Stokken mod Gulvet som Accompagnement, og naar de saa
istem te Omkvædet: „Aux armes, cito y en s! Formez vos batail-
lons!“ troede de i Begejstringens Hede, at de af Guddommen
var udkaarne til at udfri Fædrelandet af Absolutismens haarde
Aag og bringe det den ene saliggørende Frihed. Men for at for
ene det nyttige med det behagelige, gik jævnsides med Friheds
svæ rmeriet ogsaa Kurmageriet sin Gang, og det hed, at de fran
ske Damer her stiftede adskillige ømme Liaisons.
Monigatti sørgede ikke alene paa denne Maade i det indre af
sin Pavillon for sine Gæsters Underholdning, ogsaa udenfor
samme beredte han Publikum en Adspredelse, som man den Gang
satte langt større Pris paa end nu, nemlig ved i Runddelen at
lade afbrænde smaa Fyrvæ rkerier, ved a t lade Balloner gaa op
o. s. v. Derfor hørte Monigatti i 1830’erne til Københavnernes
„maitres des plaisirs“, og hans Popularitet endte først med hans
Død. Nogle Aar efter var ogsaa Tilladelsen til a t have Pavil
lonen henstaaende i Runddelen udløben, og de nærboende Grund-
36