37 / 287
Overhovedet var Beværtningsstedernes Antal Legio, baade i
Alléen og paa Broen, og alle var forsynede med „berøm te“
Sangere og Sangerinder. N aar der tages Hensyn til i hvilket
stort, ja man kan næsten sige, i hvilket forfæ rdeligt Omfang
dette T rækplaster anvendtes, saa skulde man tro, at den musi
kalske Sans hos Københavnerne var steget i en overordentlig
Grad. Men det er dog tvivlsomt, om den nævnte Maalestok var
den rette, hellere kunde man fristes, naar der saas hen til Præ
stationernes Beskaffenhed, til at tro, at denne Smag snarere var
aftaget end tiltag et, ja maaslce var slaaet over i sin Modsætning.
Im idlertid foregik der med disse Frihaandssangere, disse Kunst
nere og Kunstnerinder en mærkelig Omvæltning. Patriotismen
fejrede her en skøn Triumf. Medens der tidligere om Foraaret
med Dampskibene kom en Masse „Künstler und Künstlerinnen“,
ægte og uægte Tyrolere, Nordtyskere, Sydtyskere og Mellem
tyskere, der af de respektive Værter var engagerede til a t op
varte deres Gæster med musikalske Aftenunderholdninger og
derved bidrage til Søgningens Forøgelse, medens „Steh mal auf,
steh mal auf, junger Schweizerbub“ og „Du, Du liegst tnir am
Herzen“ og deslige Sange i det germanske Tungemaals forskel
lige Afskygninger glædede Gæsterne og endnu ikke hørtes som
skurrende Dissonanser, var det ikke mere, ialtfald yderst sjæl
dent, tysk Sang og tyske Kunstnere man hørte. Nu produceredes
Sangerne og Sangerinderne herhjemme; nu importeredes de fra
Vennerne hinsidan Sundet, nu kom de ikke alene derfra og fra
Norge, men vel endog fra vore Venner Franskmændene, ja endog
England og Amerika forsømte ikke at sende musikalske Repræ
sentanter, der sværtede sig sorte som Negere og opvartede med
Træskodans, accompagneret af Tambourin og Castagnetter. Og
der fandtes Digtere, som alene helligede sig de ambulante San
gere og lod deres Muse, som dog næppe kan kaldes den høje og
hellige, træde i deres Tjeneste. Det samme gjalt om Kompo
nisterne, hvilket jo fremgik af „Den er af Kragelund“, der var
ligesaa bekendt, som den var yndet. — Patriotismen fejrede som sagt
sin Triumf, men Politiet fandt sig dog foranlediget til at tage
baade de indenlandske og de udenlandske Minstrels under sit
særlige Tilsyn, i hvilken Anledning det til Efterlevelse udgav et
særligt Reglement til de gode Sæders Beskyttelse.
I den ældste Tid, som vi nærmest har for Øje, kendte man
ikke stort til slige ambulante Kunstnere og K unstnerinder; Bier-
fiedlere og Sangere, der drog om i Gaderne og opvartede med
Musik og Sang, skuende længselsfuldt op til Vinduerne, havde
vi vel en Del af, i Teltene i Dyrehaven producerede sig vel
Harpespillere og Guitarister, thi Harpe og Guitar var dengang
yndede Instrumenter, men saadanne exekutive Kunstnere, som de
forhen omtalte, naaede sjældent saa højt op til Norden, da Rejsen
saavel tilvands som tillands var baade vanskelig og kostbar, og
Haabet om Fortjeneste ikke stod i Forhold til Risikoen og Faren.
Dette m aatte den Ferruzziske Familie bekende. Denne Familie,
tysk af Fødsel, bestod af Fader, Moder og en Del voxne Børn,
som dels producerede sig paa forskellige Instrumenter, dels ud
førte Vocalnumre, da flere af Familiens Medlemmer havde smukke
Stemmer. Saavidt erindres, var det i 1823 at Familien Ferruzzi
kom hertil og begyndte at give Koncerter paa H oftheatret og i
Knirchs Sal i Hotel d’Angleterre. Denne Begyndelse var nu ret
glimrende, men desto sørgeligere var Slutningen. Formodentlig
var den musikalske Sans ikke den Gang saa stæ rkt udviklet hos
det københavnske Publikum, at det ret kunde goutere den F er
ruzziske Families P ræ statio n er; Besøget blev ringe, Fortjenesten
rettede sig naturligvis derefter, ingen kunstelskende Mæcenas
havde Barmhjertighed nok til at tage de arme Ferruzzer under
sine Vingers Beskyttelse og tilsidst drog de om fra Værtshus til
Værtshus, for paa denne kummerlige Maade at friste deres Liv,
indtil et barm hjertigt Skib førte dem bort fra det utaknemme
lige København, der den Gang saa ilde vidste at skønne paa
sande Fortjenester. I Heibergs Vaudeville „Den otte og tyvende
Janu ar“ mindes denne Familie i følgende Vers af fjerde Borger:
„Musikanter er det, som
Griine Petersilie
Give vil for Skillingen.
Muligviis er det og den
Ferruzziske Fam ilie.“
Fot. „Før og Nu“.
Villa paa Vesterbrogade 169, Aar 1919.
33