S_FørOgNu

Europæerne den Vej, de skulde slaa ind paa for at smykke Por-

cellænet: Farven m aatte paasæ ttes før Glasuren og smelte sammen

med denne til et for Øjet organisk Hele ved Brænding i Ovnen.

Udfra disse Principper komponeredes H ej re s t e l l e t , som indtil

den Dag i Dag maa betegnes som Fabrikkens Hovedværk.

Der ryddes efterhaanden stæ rkt op blandt de Mænd, som stod

Fabrikken nær. I 1889 døde H e in r ic h H a n s e n ; han havde ifølge

Sagens N atur holdt sig stæ rkt tilbage i de senere Aar; den alt

beherskende Smag for Japan og dets Gerninger stod han fremmed

for; det fjerne Østen var ikke det Sted, hvor han hentede sine

Inspirationer. E t sjældendt og interessant Arbejde lod han i sine

sidste Leveaar udføre hos B in g & G rø n d a h l; det bestod i en

Række Glasmalerier med bibelske Motiver. Disse kolorerede Glas

indfattedes i Bly til en sam let Rude, der findes i Gavlen paa

Christian IV. Bedestol i Frederiksborg Slotskirke.

Ogsaa S c h je ltv e d mistede Fabrikken omtrent samtidig; ved

Ved et Bestyrelsesmøde i Oktober 1897 foreslog den adm inistre

rende D irektør at knytte J. F. W illu m s e n til Fabrikken som den

kunstneriske Leder, et Forslag som vakte Bestyrtelse og som kun

ved, at Krohn støttede det, blev gennemført. Hans Ansættelse

blev en Begivenhed, han blev stillet overfor den Opgave, at skabe

Fabrikken en Stil, der ubetinget kunde siges at være deres egen.

— Og det lykkedes.

Udfaldet af Eksamen, som afholdtes i Paris 1900, overtraf al

Forventning. Med eet Slag var B in g & G rø n d a h l „ a r r i v é “,

som det kaldes i franske Kunstnerkredse. Fra nu af regnedes

Fabrikken til de tonsangivende, hvis Produkter søgtes af Kendere,

hvis Arbejder indlemmedes i Musæer og Samlinger. Hvor Tiderne

skifter! Forhen sendte Fabrikken unge Folk sydpaa, forat skaffe

Impulser og lære, hvad der foregik ude i Europa af nyt paa deres

Felt. Nu er Fabrikken et Sted, hvor de ledende udenlandske

Keramikere søger hen, naar de er paa Studierejse. Om det saa

Bing og Grøndahls Porcellænsfabrik, Vesterbrogade 149, i Slutningen af 1850’erne.

Efterretningen om Dødsfaldet samlede Fabrikkens Ejer den Afdødes

Kolleger paa en af Arbeidsstuerne og mindede dem om, hvad

S c h e ltv e d havde været for dem alle. Han savnedes haardt i

lang Tid, indtil det i 1896 lykkedes at finde en talentfuld E fter

følger.

I April 1895 blev Firm aet B in g & G rø n d a h l omdannet til

A k tie s e ls k a b e t B in g & G rø n d a h ls P o r c e l læ n s f a b r ik

med en A ktiekapital paa 400.000 Kr. Dets Bestyrelse kom til at

bestaa af Overretssagfører (Etatsraad) L u d v ig S im o n se n , For

mand, Professor, Museumsdirektør P ie t r o K ro h n , Fabrikejer,

Grosserer H o lg e r P e t e r s e n o g a f Fabrikkens hidtilværende Chef.

En Generalforsamlingsbeslutning af Marts 1900 tilførte Selskabet

et femte Medlem, Bankdirektør (Konferensraad) A. H e id e.

Umiddelbart efter Regeringsforandringen foregik der en Re

organisation af Fabrikkens indre Habitus. Gamle Arbejdsmaader

afløstes af nye, Maskindrift indførtes, hvor man hidtil havde be

n y ttet H a a n d k ra ft; fremfor alt sluttede sig en Skare af unge og

fremadstræbende K ræ fter sig til den Stab af flinke og prøvede

Kunstnere og Kunstnerinder, der var uddannet under K ro h n .

Denne havde kort i Forvejen overtaget Stillingen som Direktør

for det d a n s k e K u n s tin d u s tr im u s e u m , og denne Gerning op

tog ham saa stæ rkt, at han opgav den umiddelbare Indflydelse,

han hidtil havde øvet paa Forholdenes Udvikling.

var de smaa videbegærlige Japanere har de inddraget deres køben

havnske Kollega under deres Observationsfelt.

Yi betræde nu Frederiksberg Allé. Denne anlagdes samtidig

med Slottet og udgør en betydelig Strækning, der under Christian

den syvende skal være bleven benyttet til Hestevæddeløb af

Cavalerer ved Hoffet, ligesom den i 1830’erne ogsaa var Skue

pladsen for den bekendte E rnst’s Væddeløb, idet han i Over

værelse af en uhyre Mængde Mennesker, tilbagelagde den hver

Gang i den korte Tid af

Minut. Alléen er jo nu en alfar

Vej i Modsætning til hvad den var tidligere. Allerede i 1860’erne

gennemfares den af Omnibusser, Droscher, Herskabsvogne, Spor

vogne ; kun Arbejds- og Bøndervogne, forsaavidt de in tet havde

at bestille i Alléen var det forbudt at køre herigennem, og den

paa Overtrædelse af Forbudet satte Mulkt blev inddrevet med

Strenghed. De høje gamle skyggefulde Lindetræer, der af og til

fornyedes med yngre staar der endnu; endnu i - 1866 var der

nok af Dynd paa Kørebanen naar det havde regnet, og under

tiden var det ligesaa vanskeligt at finde Fodfæste her som i

gamle Dage, med mindre man med heroisk Mod fra en Vogn

eller en Omnibus ikke skyede at vade igennem de paa Siderne